Lovliggørende landzonetilladelse til gyllebeholder på matr. nr. 14c Skeby By, Skeby, september 2023.

Der gives hermed lovliggørende tilladelse til den opførte gyllebeholder på 4.400 m3 på Gerskovvej 32, 5450 Otterup matr. nr. 14c Skeby By, Skeby.

Typer

Afgørelse

Zonetilladelse

Område

5450 Otterup

Klagefrist
Offentliggjort
Typer

Afgørelse

Zonetilladelse

Områder

5450 Otterup

Klagefrist

26. oktober 2023

Offentliggjort

28. september 2023

Gyllebeholderen anses som erhvervsmæssig nødvendig for landbrugsejendommen, matr. nr. 3a, Gerskov By, Skeby, Gerskovvej 32, Otterup, jf. planlovens § 36, stk. 1, nr. 3.

Tilladelsen er givet efter Planlovens § 35, stk. 1, jf. § 36, stk. 2.

Tilladelsen er meddelt på betingelse af følgende vilkår,

  • at der etableres en 3-rækket beplantning med egnstypiske og hjemmehørende arter, umiddelbart efter at landzonetilladelsen er gældende. Beplantningen skal holdes tæt, og den skal bestå af både buske og træer. Beplantningen skal vedligeholdes i fornødent omfang, herunder ved eventuel gentilplantning. Beplantningen skal ud over den eksisterende beplantning i skel mod vest og syd placeres enten 1) jf. illustration fra ansøgning (se nedenfor, fig. 2), 2) i skel mod nord og mod øst parallelt med det vestlige skel, 3) eller alternativt kan hele matriklen beplantes.

  • Der skal etableres en teltoverdækning på gyllebeholderen i grå farve. Åbning af teltoverdækningen må kun ske i forbindelse med omrøring, tømning og udbringning af gylle.

  • Pumpning af gylle til gyllebeholderen skal ske via dykket indløb.

  • Gyllebeholderen må ikke uden kommunens tilladelse tages i brug til andre formål end det ansøgte og til flydende husdyrgødning.

  • Gyllebeholderen skal fjernes uden udgift for kommunen, når den ikke længere er i brug til det formål, hvortil den er tilladt og ikke længere er nødvendig for driften. Fristen er 1 år, fra beholderen er taget ud af drift.

Fig. 1: På luftfotoet er markeret den aktuelle matrikel hvoraf gyllebeholderens placering tydeligt fremgår. Luftfoto 2023.
Fig. 1: På luftfotoet er markeret den aktuelle matrikel hvoraf gyllebeholderens placering tydeligt fremgår. Luftfoto 2023.
Fig. 2: Illustrationen af omtrentlig placering af afskærmende beplantning (med grønt), jf. ovenstående vilkår (fra ansøgning).
Fig. 2: Illustrationen af omtrentlig placering af afskærmende beplantning (med grønt), jf. ovenstående vilkår (fra ansøgning).

Offentliggørelse

Afgørelsen offentliggøres på kommunens hjemmeside www.nordfynskommune.dk den 28. september 2023.

Redegørelse for sagen

Historik

Patriotisk Selskab søgte den 25. juli 2017 på jeres vegne om tilladelse til etablering af en gyllebeholder på 5.000 m3 på matr.nr. 14c Skeby By, Skeby, som hører under ejendommen Gerskovvej 32, Otterup.

Nordfyns Kommune gav den 14. september 2017 landzonetilladelse til gyllebeholderen ud fra en forudsætning om en placering 174 m fra offentlig vej, at den skulle graves 2 m ned under terræn, og med etablering af overdækning på gyllebeholderen i den traditionelle lysegrå farve. Der skulle ligeledes etableres en 3 -rækket beplantning som supplement til den eksisterende beplantning med anvendelse af egnstypiske og hjemmehørende arter.

Det blev i ansøgningen beskrevet, at gyllebeholderen skal anvendes til opbevaring af kvæggødning fra ejendommen Hofmansgave Hofmansgavevej 27, 5450 Otterup.

Denne landzonetilladelse blev ikke påklaget, og gyllebeholderen blev opført på et tidspunkt i 2018.

Den 2. september 2018 klagede en gruppe beboere i området til planklagenævnet over kommunens afgørelse fra 14. september 2017. Planklagenævnet afviste dog klagen med henvisning til overskridelse af klagefristen.

I løbet af august 2018 blev kommunen af naboer gjort opmærksom på, at beholderen var opført med en anden placering end den tilladte, og den 27. august 2018 oplyste Hofmansgave, at beholderen ligger nærmere naboskel end kravet jf.
husdyrgødningsbekendtgørelsen, på 30 m, nemlig 26,71 m. Placeringen blev senere bekræftet af landinspektør.

Kommunen gjorde flere gange ansøger opmærksom på, at den ændrede placering ift. ansøgning, der er lagt til grund for landzonetilladelsen, ville medføre en fornyet behandling af landzonesagen.

Da den ændrede placering ikke overholder kravet om 30 m til naboskel, blev der som led i den fornyede behandling af sagen foretaget en naboorientering den 31. oktober 2018, inden der blev truffet afgørelse i sagen. Naboorienteringen gav anledning til bemærkninger fra naboer angående kystnærhedszonen og bevaringsværdigt landskab.

Den 21. november 2018 gav Nordfyns Kommune en lovliggørende landzonetilladelse til den allerede opførte gylletank på 4.400 m3 til husdyrgødning ud fra en vurdering af den konkrete placering af gyllebeholderen.

Planklagenævnets afgørelse af den 30. april 2020 og forløbet herefter

Kommunens afgørelse blev den 16. december 2018 påklaget til planklagenævnet. Den 30. april 2020 traf Planklagenævnet afgørelse i sagen, hvor nævnet ophævede Nordfyns Kommunes afgørelse af 21. november 2018 og hjemviste sagen til fornyet behandling.

På baggrund af de under klagesagen fremkomne oplysninger lagde Planklagenævnet i afgørelsen til grund, at gyllebeholderen ikke alene skulle benyttes til opbevaring af gylle til udspredning på den ejendom, hvorpå beholderen var opført, dvs. Gerskovvej 32 (som omfatter matr.nr. 14c, Skeby By, Skeby), men også andre ejendomme.

Planklagenævnet fandt derfor ikke, at gyllebeholderen var nødvendig for denne ejendom, jf. planlovens § 36, stk. 1, nr. 3, men at der var krav om landzonetilladelse efter § 35, stk. 1. Planklagenævnet hjemviste herefter sagen til kommunens fornyede behandling. Planklagenævnet henviste herved til, at den vurdering, som kommunen havde foretaget efter § 35, stk. 1, jf. § 36, stk. 2 (om tilladelse til gylletankens placering), ikke svarede til den vurdering, som skulle være foretaget i en egentlig landzonetilladelse efter § 35, stk. 1.

Nordfyns Kommune behandlede derefter sagen på ny. Ansøger oplyste i den forbindelse, at gyllebeholderen alene skal bruges til opbevaring af gylle/afgasset biomasse til udbringning på arealer under den ejendom, hvor gyllebeholderen er placeret (dvs. matr.nr. 14c, Skeby By, Skeby) som udgør en del af den samlede landbrugsejendom, matr. nr. 3a, Gerskov By, Skeby, m.fl., beliggende Gerskovvej 32, Otterup.

Nordfyns Kommune traf på baggrund heraf den lovliggørende landzonebehandling med udgangspunkt i ansøgerens oplysning om, at gyllebeholderen er erhvervsmæssig nødvendig for landbrugsejendommen, matr.nr. 3a m.fl., jf. planlovens § 36, stk. 1, nr. 3, og at der derfor ikke er krav om landzonetilladelse i medfør af lovens § 35, men alene om en placeringstilladelse iht. lovens § 35, stk. 1, jf. § 36, stk. 2.

Nordfyns Kommune gennemførte på den baggrund naboorientering af den 22. juni 2021 med udgangspunkt heri.

Nordfyns Kommunes afgørelse den 3. januar 2022 og forløbet herefter

Den 3. januar 2022 gav Nordfyns Kommune landzonetilladelse til gyllebeholderen ud fra vilkår om etablering af beplantning, med vilkår om fjernelse efter endt anvendelse, etablering af teltoverdækning, at pumpning skal ske via dykket indløb, samt at beholderen ikke må anvendes til andre formål end det ansøgte.

Kommunens afgørelse blev den 30. januar 2022 påklaget til planklagenævnet.

Den 4. oktober 2022 traf planklagenævnet afgørelse i sagen, hvor nævnet ophævede Nordfyns Kommunes afgørelse af 3. januar 2022 og hjemviste sagen til fornyet behandling, hvor kommunen skal tage stilling til, om gyllebeholderen kan placeres ved den eksisterende bebyggelse og såfremt dette kan ske, hvorvidt der overhovedet kræves landzonetilladelse eller det vil være tilladt jf. § 36, stk. 1, nr. 3.

Den 17. februar 2023 har ansøger fremsendt supplerende materiale og den 24. februar 2023 har ansøger skrevet at det supplerende materiale sammen med tidligere fremsendt ansøgning om landzonetilladelse ønskes behandlet som en ny ansøgning om landzonetilladelse til den eksisterende placering.

Faktiske forhold

Gyllebeholderen har en kapacitet på 4.400 m3.

Indholdet i gyllebeholderen skal udbringes på ejendommens arealer (matr.nr. 3a m.fl.). Ejendommen består af matr.nr. 2h, 3aø, 3a, 3b, 3ba, 3bc, 3bd, 3o, 4æ, 4aa, 4t, 5a, 5ay, 5az, 5h, 11g, 14k, 14n alle Gerskov By, Gerskov samt matr.nr. 7p, 12ø og 14c alle Skeby By, Skeby samt matr.nr. 10c, 10d og 11d alle Skeby Strand, Skeby. Ejendommen har et samlet areal på 122,6 ha.

Det er oplyst, at der skal udbringes afgasset biomasse på alle ovenstående matrikler på nær matr.nr. 3bc, 3bd og 5a alle Gerskov By, Gerskov. Det er oplyst, at der samlet er 120 ha markareal på de nævnte matrikler, der vil modtage afgasset biomasse. Det er oplyst, at der bliver udbragt 38 tons per ha. Ansøger oplyser, at det altid er et konkret skøn, hvor meget gødning der benyttes til de enkelte afgrøder. Med en mængde på 38 tons per ha beskriver ansøger, at behovet er sat relativt lavt.

Nedenfor viste kort viser udbringningsarealerne, der alle udgør en del af den samlede landbrugsejendom matr. nr. 3a, Gerskov By, Skeby. Med en blå prik er vist placeringen af gyllebeholderen og med gul prik er angivet placeringen af ejendommens eksisterende bebyggelse. Ansøger beskriver, at den valgte placering ønskes, da denne matrikel ikke har stor værdi som landbrugsjord, samt da der er fornuftige ruter til og fra placeringen i forhold til udbringningsarealerne og at placeringen dermed er fornuftig i forhold til markdriften.

Blå prik i matrikel 14c, gul prik i matrikel 3a.
Fig. 3 Udbringningsarealerne tilhørende ejendommen, matr. nr. 3a, Gerskov By, Skeby. Eksisterende og ansøgte placering af gyllebeholderen er markeret med blåt. Den alternative placering er markeret med gult.

Gyllebeholderen er opført uden tilknytning til ejendommens bebyggelsesarealer.

Gyllebeholderen er placeret relativt centralt og i direkte tilknytning til eller i nærhed i forhold til de arealer, som gødningen skal udbringes på.

Ansøger har oplyst, at der vil være en svag støj, når den afgassede biomasse pumpes til gyllebeholderen. Det har en varighed af 3-4 min. per gang.

I løbet af et år vil der være ca. 110 lastbiltransporter med den afgassede biomasse. Tilsvarende i forbindelse med udbringningen af den afgassede biomasse vil der være traktorkørsel med gyllevogn til og fra beholderen. Der bliver ca. 175 transporter med traktor og gyllevogn med en kapacitet på 25 tons per gang. Ansøger oplyser, at denne færdsel under alle omstændigheder vil være nødvendig i forbindelse med forårsarbejdet i marken.

Ansøger beskriver, at den ansøgte placering er valgt, da den er hensigtsmæssig for udspredning af gyllen og at trafik på offentlig vej med denne placering kan minimeres.

Det beskrives at der med placeringen er gode tilkørselsforhold – også når gyllen skal udbringes.

Ansøger mener at en placering i tilknytning til ejendommens eksisterende bebyggelse vil give større nabogener end den ansøgte – herunder i forhold til trafikgener der af ansøger vurderes større ved den placering ved ejendommens eksisterende bebyggelse i forhold til den ansøgte.

Der er et vandløb/grøft i skellet nord for gylletanken mod matr.nr. 15b, som indgår i en anden ejendom. Ifølge sagens oplysninger er gyllebeholderen placeret ca. 76 m fra vandløbet/grøften og dermed naboskellet. Terrænet falder svagt fra beholderen hen mod vandløbet/grøften. Vandløbet/grøften modtager drænvand fra de omkringliggende marker, samt spildevand ved overløb fra en pumpestation. Vandløbet/grøften løber under Gerskovvej og herfra videre til ”Afløb fra Hessum Mose”, som har udløb i Odense Fjord.

Gylletanken er opført uden umiddelbar tilknytning til andet byggeri. Der ligger dog mindre beboelsesejendomme ca. 150 - 200 m sydøst for gylletanken.

Det er oplyst, at højde over terræn inklusiv overdækning er 8-8,5 meter.

Tilladelser efter anden lovgivning

Der er søgt om dispensation fra Husdyrgødningsbekendtgørelsen af afstandskrav til naboskel og vandløb. Kommunen har givet dispensation til placeringen af gylletanken i en afstand på 26,71 m fra naboskel og 75,84 m fra vandløb. Denne sag er behandlet i en sag for sig selv den 22. november 2018 og der er således her taget stilling til påvirkningen af vandløbet.

På luftfotoet nedenfor er angivet at husdyrgødningsbekendtgørelsens afstandskrav på 15 m til offentlig vej samt 50 m til nabobeboelse er overholdt.

Luftfoto, der illustrerer at husdyrbekendtgørelsens afstandskrav er overholdt.

Ejendommen

Ejendommen ligger i landzone og er en landbrugsnoteret ejendom uden dyrehold. Matriklen er sammatrikuleret med øvrige matrikler svarende til et samlet areal, hvorpå der drives traditionel planeavl, på 123 ha.

I henhold til BBR-registret er der på ejendommen noteret følgende bygninger:

  • Bygning 1: Stuehus til landbrugsejendom, samlet boligareal på 296 m2

  • Bygning 2: Lade til foder, afgrøder mv., samlet erhvervsareal på 660 m2

  • Bygning 3: Tiloversbleven landbrugsbygning, samlet bebygget areal 137 m2

  • Bygning 4: Carport, samlet bebygget areal på 137 m2

Disse bygninger er beliggende på matr.nr. 3a, Gerskov By, Skeby.

Kommuneplan

Matriklen hvor gyllebeholderen er placeret er i Kommuneplan 2021-2033 for Nordfyns Kommune bl.a. omfattet af:

  • Større uforstyrret landskab

  • kystnærhedszonen

  • område med drikkevandsinteresse

Et uforstyrret landskab er et større område, hvilket efter fynske forhold er over 50 ha, som i vidt omfang er friholdt og upåvirket af større tekniske anlæg, større infrastrukturanlæg som motorvej og jernbane, større bysamfund og væsentlig bymæssig påvirkning i øvrigt samt større ferie- fritidsanlæg som motorbaner, større skydebaner eller feriecentre. Med større tekniske anlæg er der først og fremmest tale om høje anlæg, der er synlige over større afstande så som vindmøller, master, højspændingsanlæg, skorstene m.v. Retningslinje nr. 3.5.4 i kommuneplanen beskriver, at de større uforstyrrede landskaber skal friholdes for høje og/eller større støjende anlæg, og der kan kun etableres anlæg i ganske ubetydeligt omfang og kun såfremt områdernes karakter af uforstyrrethed ikke påvirkes.

Retningslinje nr. 3.9.2 for kystnærhedszonen i kommuneplanen beskriver, at landzonetilladelse i kystnærhedszonen som hovedregel kun kan meddeles, såfremt det ansøgte har helt underordnet betydning i forhold til de nationale planlægningsinteresser. Bygninger og anlæg, herunder landbrugsbygninger, skal indpasses i landskabet. Hvis de tillades opført uden tilknytning til eksisterende bygninger, skal de desuden afskærmes af beplantning i nødvendigt omfang under hensyn til værdierne i det omgivende landskab.

I Plan for Grundvandsbeskyttelse for Nordfyns Kommune er beskrevet, at der i områder med drikkevandsinteresser skal sikres en tilstrækkelig uforurenet og velbeskyttet grundvandsressource til lokalt brug, såsom mindre vandværker og erhverv.

Besigtigelse og orientering

Kommunen har ikke besigtiget ejendommen.

Ansøgningen har været sendt i naboorientering hos dine naboer i perioden den 24. maj til den 8. juni 2023.

Inden fristens udløb har to naboer sendt nogle spørgsmål til kommunen. Enkelte spørgsmål har kommunen besvaret inden fristens udløb og de øvrige har været videresendt til ansøger.

Der er modtaget ét høringssvar men med underskrivere fra 5 af de nærliggende naboer. Nedenfor er indholdet overordnet præsenteret:

Gyllebeholders placering

  • Mener ikke at gyllebeholder placeres i midten af udspredningsarealerne.

Nabo- og trafikstøj

  • Savner dokumentation for at gener vil være større ved placering ved eksisterende bebyggelse end ved den ansøgte placering.
  • Kommunens argument om at der ikke vurderes gener da afstandskrav er overholdt passer ikke. Afstandskrav er ikke overholdt (27 meter til naboskel).

Trafiksikkerhed

  • Er ikke enige i at transport kan foretages uden væsentlig gene for omgivelserne.

Beplantning

  • Spørger til hvilken type af beplantning der vil anvendes til afskærmning.

  • Bekymret for om løvfældende beplantning vil afskærme hele året.

Risiko for udslip i Odense Fjord

  • Bekymret for udslip til Odense Fjord pga. afstanden til vandløb.

  • Spørger til tilsyn, gyllealarm

Partshøring

  • Mener ikke at kommunen kan nøjes med naboorientering. Mener at der skal foretages partshøring.

Kommuneplan

  • Har svært ved at forstå at det kan tillades at der placeres gyllebeholder inden for et område der i kommuneplanen er udpeget til uforstyrret landskab.

  • Har svært ved at forstå at der kan placeres gyllebeholder inden for kystnærhedszonen.

Nedenfor er ansøgers bemærkninger. Det er besvarelse dels i forbindelse med denne naboorientering og dels informationer der tidligere i sagsforløbet har været fremsendt af ansøger:

Støj og transporter til/fra gyllebeholder

  • Der vil være en svag støj når den afgassede biomasse pumpes til gyllebeholderen. Det har en varighed af 3-4 min. per gang. I løbet af et år vil der være ca. 115 lastbiltransporter med den afgassede biomasse (38 tons per gang). Støjen vil (afhængig af vindretningen) næppe kunne registreres ved Gerskovvej. Tilsvarende i forbindelse med udbringningen af den afgassede biomasse vil der være traktorkørsel med gyllevogn til og fra beholderen. Der bliver ca. 175 transporter med traktor og gyllevogn med en kapacitet på 25 tons per gang. Denne færdsel vil under alle omstændigheder være nødvendig i forbindelse med forårsarbejdet i marken. Placeringen af den afgassede biomasse centralt på udbringningsarealerne vil minimere forstyrrelserne i det åbne land.

  • Der vil være 2 sæt (traktor med gyllevogn) som håndterer udbringningen fra lageret til afgrøderne på marken. Det ene sæt henter den afgassede biomasse ved lageret og fragter det til det sæt, der nedfælder den afgassede biomasse i marken. Ved at gøre det på denne måde, så minimeres risikoen for, at jord fra marken kommer ud på kørebanen til gene for øvrige trafikanter.

  • Transport til gyllebeholderen sker med lastbil fra Zastrow Bioenergi, Søndersø. Al transport til beholderen sker i normal arbejdstid i hverdage. Transporten bliver fordelt over hele året, så der ikke opstår få dage med koncentreret lastbilkørsel til beholderen. Det er hensigten, at lastbilerne skal komme nordfra, således der ikke bliver kørt på skolevejen til Skovløkke Skolen, Skovgyden 60, 5450 Otterup.

  • I forbindelse med pumpning vil den støj der er forbundet hermed være fra lastbilen, der holder i tomgang. Vurderer at støjen vil være minimal. Det vil støje på nøjagtig samme måde, som hvis den afgassede biomasse bliver pumpet i en midlertidig container.

  • Beskriver, at gylletanken ikke vil medføre mere transport end tidligere, da der altid er transporteret husdyrgødning til arealerne samt udført almindelig landbrugsdrift.

  • Transportvejen vil være den samme, da den flydende husdyrgødning skal en tur forbi biogasanlægget, inden den transporteres ud som afgasset biomasse til gødningsformål. Det er en del af den grønne omstilling i landbruget, at metanen i husdyrgødningen skal udnyttes som klimarigtig energi, men det er de samme mængder, som udbringes.

  • Antallet af transporter bliver de samme, som hvis det ville være til en midlertidig container.

Placering

  • Gyllebeholderen er placeret i passende afstand fra Gerskov og Hessum og uden nabobeboelse i nærheden (Nærmeste nabo er ca. 150 m væk – en beboelse ved Gerskovvej). Der er gode tilkørselsforhold, også når gyllen skal udbringes, idet de fleste lodder kan nås direkte ved benyttelse af Gerskovvej.

  • Man undgår således i videst muligt omfang også at genere nabobyerne Gerskov og Hessum. Hvis beholderen skal placeres ved driftsbygninger på Gerskovvej 32 – kommer den meget tættere på bymæssig bebyggelse.

Luftfoto af gyllebeholderen og det nærliggende område.

Afskærmning og overdækning

  • Beholderen ligger trukket tilbage fra offentlig vej, og beholderen skærmes af tæt beplantning, og ud over beplantningen rundt om selve beholderen er etableret skov på ca. 1 ha på arealet mellem Gerskovvej og beholderen. Landskabeligt er beholderen dermed ikke synlig fra offentlig vej eller fra beboelserne i nabobyerne Gerskov og Hessum.

  • Gyllebeholderen bliver afskærmet på 3 sider, således at der lukkes mest muligt af, samtidig med det er muligt at komme til og fra beholderen. Beplantningen vil bestå af 3 rækker med hjemhørende arter af træer og buske, som vil blive passet og vedligeholdt, så beplantningen vokser op så hurtigt som muligt.

  • Der er ikke lavet beplantning endnu. Det er planen at hele matrikel 14c bliver beplantet, så der bliver en lille skovmatrice på ca. 1 ha. Matriklen er vist med en blå streg på tegningen herunder.

  • Overdækningen bliver et sædvanligt telt gyllebeholdere. Der vil ikke være refleksion fra teltoverdækningen.

Minimering af lugtgener

  • Beskriver at der er telt på den kommende beholder, hvilket forventes at minimere lugtgener til et minimum. I henhold til husdyrgodkendelsesbekendtgørelsen og husdyrbrugsloven er opbevaringsanlæg til husdyrgødning ikke lugtafgivende. Denne gyllebeholder bliver endda overdækket med telt, der lukker for fordampningen af gasser, herunder ammoniak. Derved bliver næringsstofferne udnyttet optimalt i den afgassede biomasse.

  • Vurderer ikke at der vil være lugtgener forbundet med aflæsning da man anvender et neddykket rør i gyllebeholderen. Der anvendes husdyrgødning der lugter minimalt ved udbringning. Udbringning er begrænset til 3-4 dage pr. år.

Begrundelse for afgørelsen

Nordfyns Kommune har vurderet, at gyllebeholderen er erhvervsmæssig nødvendig for landbrugsejendommen Gerskovvej 32, Otterup. Det vurderes, at der ikke er væsentlige hensyn til landskab, natur, miljø samt naboer der afgørende taler imod den ansøgte placering i sammenligning med den alternative placering i tilknytning til ejendommens eksisterende bebyggelsesarealer og det vurderes derfor, og at der kan gives lovliggørende landzonetilladelse til den aktuelle og ansøgte placering af gyllebeholderen på visse betingelser.

Ved vurdering af hvorvidt der kan gives landzonetilladelse til det ansøgte, har det været væsentligt for kommunen, at ansøger har en umiddelbar ret til at opføre en gyllebeholder på ejendommen uden landzonetilladelse. Der kan således blive opført en gyllebeholder i nærområdet uanset. Vurderingens primære fokus har derfor været, hvorvidt den ansøgte placering kan tillades set i forhold til en placering i tilknytning til ejendommens eksisterende bebyggelse.

Nedenfor er kommunens samlede vurdering.

Lovhjemmel og erhvervsmæssig nødvendighed

I landzone må der ikke uden tilladelse fra kommunen foretages udstykning, opføres ny bebyggelse eller ske ændring i anvendelsen af bestående bebyggelse og ubebyggede arealer, jf. planlovens § 35, stk. 1. Byggeri, der er erhvervsmæssigt nødvendigt for driften af den pågældende landbrugsejendom, kræver ikke landzonetilladelse, jf. planlovens § 36, stk. 1, nr. 3.

Gyllebeholdere kan være omfattet af undtagelsen § 36, stk. 1, nr. 3 under forudsætning af, at gyllebeholderens opbevaringskapacitet ikke ligger udover sædvanlig kapacitet set i forhold til ejendommens landbrugsareal. Den ansøgte gyllebeholder til opbevaring af husdyrgødning er et husdyranlæg i planlovens forstand. Vurderingen af spørgsmålet om erhvervsmæssig nødvendighed af et husdyranlæg kan kun foretages for den enkelte landbrugsejendom. Det betyder, at kun den ejendom, som matr.nr. 14c Skeby By, Skeby, indgår i, det vil sige ejendommen matr.nr. matr. nr. 3a, Gerskov By, Skeby m.fl., beliggende Gerskovvej 32, kan indgå i vurderingen af den erhvervsmæssige nødvendighed.

I det tidligere sagsforløb har det været ønsket, at indholdet i gyllebeholderen skulle udbringes på andre arealer på egne ejendomme end kun ejendommen hvor gyllebeholderen er placeret. Jf. i øvrigt planklagenævnets afgørelse i sagen fra den 30. april 2020 sagsnr.: 19/00658, Bilag 1.

Ansøger har i sagsbehandlingen af nærværende ansøgning oplyst, at indholdet i gyllebeholderen kun skal udbringes på ejendommens egne arealer. Det vil være i 120 ha markareal, der skal modtage den afgassede biomasse.

Ansøger oplyser, at der anvendes 38 tons afgasset biomasse per ha, hvilket med et udspredningsareal på 120 ha ejendommen giver et samlet volumen på 4.560 tons. Gyllebeholderen er opført med en kapacitet på 4.400 m3. Det er derfor kommunens vurdering, at gyllebeholderens kapacitet ikke ligger udover sædvanlig kapacitet set i forhold til ejendommens landbrugsareal.

Da gyllebeholderen alene benyttes til at opbevare gylle til udspredning på den ejendom, som beholderen er opført på, og da gyllebeholderens kapacitet ikke ligger udover sædvanlig kapacitet i forhold til ejendommens landbrugsareal, vurderes det, at gyllebeholderen kan betragtes som en erhvervsmæssig nødvendighed og dermed er omfattet af undtagelsesbestemmelsen i planloven § 36, stk. 1, nr. 3.

Den ansøgte placering af gyllebeholderen ligger ikke i tilknytning til den eksisterende bebyggelse på ejendommen hvorfor der til dette kræves landzonetilladelse til beliggenhed og udformning jf. planlovens § 36, stk. 2. Planlovens § 36, stk. 2, fastlægger, at der skal meddeles landzonetilladelse til en af hensyn til markdriften ønsket placering af gyllebeholdere i lyset af trafikale forhold (både trafikale hensyn til landbrugsdriften og øvrige trafikale hensyn), hvis væsentlige hensyn til landskab, natur, miljø samt naboer ikke afgørende taler imod placeringen.

Ud over vurderingen af den ansøgte placering jf. § 36, stk. 2 (hvor der i så fald er tale om en lovliggørelsessag da gyllebeholderen allerede er etableret), er det vurderet hvorvidt gyllebeholderen alternativt kan placeres i tilknytning til ejendommens eksisterende bebyggelse.

Jf. planlovens § 36, stk. 1, nr. 3 vil en alternativ placering af gyllebeholderen i tilknytning til ejendommens eksisterende bebyggelse ikke kræve landzonetilladelse, da gyllebeholderen betragtes som en erhvervsmæssig nødvendighed.

Der er i den følgende vurdering lagt vægt på, at den aktuelle ansøgte placering er ønsket af ansøgeren ud fra hensyn til markdriften i lyset af trafikale forhold (både trafikale hensyn til landbrugsdriften og øvrige trafikale hensyn).

I det følgende er den ansøgte, eksisterende placering vurderet i sammenligning med den alternative placering i tilknytning til ejendommens eksisterende bebyggelse. Inden vurderingen af placeringerne er indledningsvis et afsnit vedrørende den alternative placering hvor det afgrænses hvad der defineres som værende i tilknytning til ejendommens bebyggelse og hvad der derudover opfylder afstandskrav jf. husdyrgødningsbekendtgørelsen.

Vurdering af alternativ placering ved eksisterende bebyggelse

Nedenfor er på første luftfoto med grøn prik angivet placeringen af ejendommens eksisterende bebyggelse på matrikel 3a, Gerskov By, Skeby og med rød prik er angivet den nuværende og ansøgte placering af gyllebeholderen. På luftfoto 2 ses den eksisterende bebyggelse tættere på.

Den røde prik er placeret i matrikel 14c. Den grønne er placereret i matrikel 3a.
Luftfoto 1: Den ansøgte, eksisterende placering er angivet med rødt. Den alternative placering er angivet med grønt.
Luftfoto 2: Ejendommens eksisterende bebyggelse.
Luftfoto 2: Ejendommens eksisterende bebyggelse.

På luftfoto nedenfor er markeret relevante afstande, jf. husdyrgødningsbekendtgørelsen. En gylletank vil således ikke kunne placeres inden for disse markeringer. 

Luftfoto 3: Afstandskrav jf. husdyrgødningsbekendtgørelsen. Grøn markerer 15 meter fra offentlig vej. Gul markerer 30 meter til naboskel. Lys blå markerer 15 meter til beboelse på samme ejendom. Rød markerer 50 meter til nabobeboelse.
Luftfoto 3: Afstandskrav jf. husdyrgødningsbekendtgørelsen. Grøn markerer 15 meter fra offentlig vej. Gul markerer 30 meter til naboskel. Lys blå markerer 15 meter til beboelse på samme ejendom. Rød markerer 50 meter til nabobeboelse.

Jf. planlovens § 36, stk. 1, nr. 3 kan erhvervsmæssigt nødvendigt byggeri der er nødvendigt for driften af den pågældende ejendom opføres uden landzonetilladelse, hvis byggeriet opføres i tilknytning til hidtidige bebyggelsesarealer.

Efter hidtidig praksis anses en bygning for at have tilknytning til ejendommens hidtidige bebyggelsesarealer, hvis afstanden er op til ca. 20 meter. Ved de ’hidtidige bebyggelsesarealer’ forstås efter praksis det område, hvor ejendommens bebyggelse ligger samlet. Med lilla er på kortet luftfoto 4 nedenfor angivet 20 meters afstand til bebyggelsesarealerne. Jf. luftfoto 4 er ligeledes angivet afstande jf. husdyrgødningsbekendtgørelsen.

På arealet inden for det lilla område der ikke er markeret af de øvrige afstande, vil der umiddelbart kunne placeres en gyllebeholder uden landzonetilladelse. Der skal dog altid foretages en konkret vurdering af bl.a. landskab og terrænforhold på stedet.

Luftfoto 4: På luftfotoet er med lilla markeret 20 meter afstand fra de hidtidige bebyggelsesarealer.
Luftfoto 4: På luftfotoet er med lilla markeret 20 meter afstand fra de hidtidige bebyggelsesarealer.

I Kommuneplan 2021-33 er matr.nr. 3a. Gerskov By, Skeby omfattet af følgende udpegninger: Skovbyggelinje, Område med drikkevandsinteresser, større uforstyrrede landskaber, lavbundsarealer, potentielle naturområder, økologiske forbindelser, potentielle økologiske forbindelser og kystnærhedszonen, afgrænset landsby.

Der er på matriklen ligeledes en § 3 beskyttet sø.

For en del af disse udpegninger er de ikke relevante eller ikke gældende for det aktuelle areal nær den hidtidige bebyggelse, hvorfor de ikke gennemgås yderligere.

Luftfoto 5: Afgrænset landsby.
Luftfoto 5: Afgrænset landsby.

Placeringen ved den eksisterende bebyggelse er ikke ifølge Kommuneplan 2021 2033 rammeplanlagt til fremtidigt byzone- eller sommerhusområde. Området er heller ikke lokalplanlagt. Luftfoto 5 viser afgrænsningen af den del af Gerskov der i kommuneplanen er udpeget som afgrænset landsby og her omfattet af retningslinje nr. 1.2.8 men ikke rammeplanlagt. Det fremgår at det kun er ejendommens bebyggelsesarealer der er omfattet af retningslinjen. Det fremgår af retningslinjen, at man ønsker at landsbykarakteren skal bevares og styrkes. Samtidig ønsker man at øge bosætningskvaliteten i landsbyerne.

Hele matr.nr. 3a, Gerskov By, Skeby er omfattet af udpegningen uforstyrrede landskaber hvilket også er gældende for den ansøgte placering. Begge placeringer ligger ligeledes inden for kystnærhedszonen.

Ved vurderingen af den ønskede placering og efterfølgende sammenligning med den
alternative placering har Nordfyns Kommune især inddraget følgende hensyn:

Uforstyrret landskab

Det er kommunens vurdering, at der med placering af en gylletank ikke er tale om et større teknisk anlæg der i højde svarer til vindmøller, master mv. der ifølge kommuneplanens retningslinje for uforstyrrede landskaber skal undgås.

Ansøgt placering

Kommunen vurderer, at gyllebeholderen har en visuel udstrækning, der i det pågældende landskab mod syd og vest er afskærmet af eksisterende beplantning, og at det er muligt at afskærme for omgivelserne med yderligere beplantning mod nord og øst. For at sikre at områdets karakter af uforstyrrethed ikke visuelt påvirkes, stilles der i tilladelsen derfor vilkår om etablering og vedligehold af afskærmning beplantning af gyllebeholderen som supplement til den eksisterende beplantning. Der stilles krav om enten en 3-rækket beplantning eller en mere omfattende beplantning af matriklen hvilket i begge tilfælde vurderes at afskærme gyllebeholderen alle årstider uanset om der er tale om stedsegrøn eller løvfældende beplantning.

Pga. den begrænsede varighed og styrke er det kommunens vurdering, at støjen fra anlægget ikke vil forstyrre omgivelserne også set i lyset til afstanden til de nærmeste beboelsesbygninger og nærmeste offentlige vej - Gerskovvej.

Alternativ placering

Den alternative placering ved ejendommens eksisterende bebyggelse ligger ligeledes inden for udpegning ’større uforstyrret landskab’. På luftfoto 6 og 7 er vist, at gyllebeholderen med den ansøgte placering ligger i kote 3 og den alternative placering vil være placeret i ca. kote 3,5-4. Med den alternative placering vil gyllebeholderen således skulle placeres i op til 1 meter højere i landskabet med den påvirkning der følger af dette. Kommunen vurderer at en placering i tilknytning til ejendommens eksisterende bebyggelse ikke kræver landzonetilladelse. Der vil således her ikke kunne stilles vilkår til afskærmende beplantning.

Luftfoto 6: Den eksisterende og ansøgte placering af gyllebeholderen. Det fremgår, at gyllebeholderen ligger i ca. kote 3.
Luftfoto 6: Den eksisterende og ansøgte placering af gyllebeholderen. Det fremgår, at gyllebeholderen ligger i ca. kote 3.
Luftfoto 7: Den alternative placering ved de hidtidige bebyggelsesarealer ligger i kote 3,5-4.
Luftfoto 7: Den alternative placering ved de hidtidige bebyggelsesarealer ligger i kote 3,5-4.

Samlet set vurderer kommunen at landskabet ikke påvirkes væsentligt mere ved den ansøgte placering i forhold til den alternative placering og at der således ikke i den henseende er argumentation for at gyllebeholderen skal placeres ved ejendommens eksisterende bebyggelse i stedet for den ansøgte placering der af ansøger vurderes som mere hensigtsmæssig i forhold til markdriften.

Kystnærhedszonen

Gyllebeholderen placeres inden for kystnærhedszonen, men i en afstand på 1,6 km fra nærmeste kyst ved den aktuelle ansøgte placering og 0,98 km fra den alternative placering. Gyllebeholderen graves ned. Det er oplyst, at højde over terræn inklusiv overdækning er 8-8,5 meter, hvilket ikke vurderes at påvirke kystlandskabet væsentligt og dermed ikke har indvirkning på oplevelsen af kysten hverken ved den ansøgte eller ved den alternative placering. Med vilkår om afskærmende beplantning vurderes det, at placeringen ikke er i strid med kommuneplanens retningslinje for kystnærhedszonen.

Drikkevandsinteresser

Da gyllebeholdere jf. Bekendtgørelse nr. 1697 af 21. december 2016 om krav til kommuneplanlægning inden for områder med særlige drikkevandsinteresser og indvindingsoplande til almene vandforsyninger uden for disse – ikke anses at medføre en væsentlig fare for grundvandet, og da kommuneplanen ikke fastsætter retningslinjer for placering af anlæg som det ansøgte i områder med drikkevandsinteresser, vurderer kommunen, at der ikke er noget i den henseende til hinder for en landzonetilladelse. Jf. i øvrigt planklagenævnets afgørelse i sagen fra den 30. april 2020 sagsnr. 19/00658, bilag 1.

Natura-2000

Ca. 1,6 km øst for matr.nr. 14c ligger et Natura 2000-område, N110, Odense Fjord. Samme Natura 2000-område ligger ca. 0,98 km syd for den alternative placering af gyllebeholderen.

I forbindelse med planklagenævnets afgørelse 30. april 2020 sagsnr. 19/00658 (bilag 1) har nævnet foretaget en vurdering i forhold til Natura 2000. Nævnet konkluderer her, at man ikke finder, at gyllebeholderen hverken i sig selv eller i kumulation vil påvirke Natura 2000-området væsentligt som følge af ammoniakdeposition. Nævnet vurderer ligeledes, at risikoen for udslip er så ubetydelig, at det kan lægges til grund, at gyllebeholderen ikke vil påvirke Natura 2000-området væsentligt. Kommunen er enig i nævnets vurdering og vurderer, at det samme gør sig gældende i forhold til den alternative placering.

Gyllebeholderens placering i forhold til udspredningsarealer

Gyllebeholderens placering i forhold til de arealer gyllen udspredes på, fremgår af kortet på denne afgørelses figur 3.

Det er kommunens vurdering, at gyllebeholderen er placeret relativt centralt, i tilknytning til eller i relativ nærhed af udspredningsarealerne og at placeringen er hensigtsmæssig, da alle arealerne således ligger relativt tæt på beholderen. Dette vil minimere transporten til og fra gyllebeholderen og dermed minimere eventuelle nabogener.

En placering ved ejendommens eksisterende bebyggelse vil ligeledes være relativt central i forhold til udbringningsarealerne. Ansøger beskriver, at den ansøgte placering vurderes mest hensigtsmæssig – dels pga. gode tilkørselsforhold og når gyllen skal udbringes. Der er i kommunens vurdering lagt vægt på at den ansøgte placering af ansøger vurderes mest hensigtsmæssig af hensyn til markdriften.

Transport til beholderen

Ansøger har oplyst, at transporten vil komme fra Otterup via Skebyvej og igennem Hessum til beholderen på Gerskovvej. Transporten vil ikke køre via det nærliggende Skovløkkeområdet og skolen i området. Den forventede transport til beholderen er ca. 110 transporter årligt, da tankbilerne kan transportere ca. 40 tons af gangen. Al transport til beholderen sker i normal arbejdstid i hverdage.

De ca. 110 transporter årligt, svarer til ca. 220 kørsler i alt, da tankbilerne skal til og fra Gerskovvej. På den oplyste rute fra Otterup via Skebyvej og Gerskovvej, vurderes vejene at være i god stand, og have en fornuftig bredde i forhold til trafikkens art og størrelse. Det er kommunens ansvar at holde de offentlige veje, herunder rabatter, i den stand som trafikkens art og størrelse kræver. Giver de øgede antal transporter anledning til f.eks. huller i vejen, vil Nordfyns Kommune udbedre disse, tilsvarende for Kommunens øvrige offentlige veje.

Luftfoto, der med en rød ring viser at ejendommene på Gerskovvej 44, 46, 48 og 58 vil blive påvirket af transport ved den alternative placering.

Ansøger har oplyst, at der vil være 2 sæt (traktor med gyllevogn) som håndterer udbringningen fra lageret til afgrøderne på marken. Det ene sæt henter den afgassede biomasse ved lageret og fragter det til det sæt, der nedfælder den afgassede biomasse i marken. Ved at gøre det på denne måde, minimeres risikoen for, at jord fra marken kommer ud på kørebanen til gene for øvrige trafikanter.

Kommunen vurderer, at transporterne til og fra gyllebeholderen på den ansøgte placering kan foretages uden væsentlig gene af omgivelserne herunder i forhold til trafiksikkerhed.

Med en alternativ placering ved ejendommens eksisterende bebyggelse vil transporterne overordnet skulle køre ad samme veje. Dog vil der skulle køres lidt længere da denne placering ligger længere mod syd af Gerskovvej. Transporter til og fra Zastrow Bioenergi vil således ved den alternative placering skulle køre forbi naboerne på Gerskovvej der er angivet på foto nedenfor. Transporterne vil ikke skulle køre forbi disse naboer med den ansøgte placering.

Eventuelle lugtgener fra gyllebeholderen samt udbringning

Udbringningen af husdyrgødning giver altid lugtafgivelse til omgivelserne. Udbringningen af husdyrgødning foregår dog i korte perioder, få gange om året. Afgasset biomasse er mere homogen end ikke-afgasset biomasse og optages derfor hurtigere af planterne. Af den grund lugter udbringning afgasset biomasse mindre i forhold til ikke-afgasset biomasse.

Udbringning af husdyrgødning er underlagt generel lovgivning og Nordfyns Kommune finder ikke grundlag til at stille yderligere vilkår. Til begrænsning af lugt fra gyllebeholderen stilles der vilkår om etablering af overdækning på beholderen. Kravene til omrøring og udbringning reguleres i gældende lovgivning. Nordfyns Kommune har ikke fundet anledning til at skærpe kravene. Kommunen vurderer, at de eventuelle lugtgener som gyllebeholderen samt udbringningen måtte medføre, ikke er større, end hvad der kan forventes i det åbne land.

Naboorientering/partshøring

Kommunen har i forbindelse med naboorienteringen orienteret tilstødende naboer samt de nærmeste beboelsesejendomme. Dette ud fra en vurdering af, at der ikke derudover er personer, virksomheder eller øvrige interessenter med så væsentlig interesse i sagens udfald, at de skulle have ret til at udtale sig efter forvaltningslovens regler om partshøring.

Med naboorienteringen er der underrettet om sagen, det ansøgte er beskrevet, og der er givet mulighed for at komme med en udtalelse hvilket enkelte har benyttet sig af. Disse bemærkninger har indgået i kommunens sagsbehandling og vurdering af sagen.

Samlet set vurderer kommunen, at der kan gives en lovliggørende landzonetilladelse til den eksisterende gyllebeholder og at trafikale forhold (både trafikale hensyn til landbrugsdriften og øvrige trafikale hensyn) samt væsentlige hensyn til landskab, natur, miljø samt naboer ikke afgørende taler imod placeringen set i forhold til en placering ved ejendommens eksisterende bebyggelse.

Der er tale om en lovliggørende tilladelse, men Nordfyns Kommune henviser i relation hertil også til det anførte herom i kommunens lovliggørende landzonetilladelse af den 21. november 2018. Det er således fortsat kommunens opfattelse, at kommunen også ville have meddelt landzonetilladelse til en gyllebeholder af den art, omfang og placering, som gyllebeholderen rent faktisk har fået, hvis der oprindeligt var søgt om dette.

Tilladelsen gives dog på betingelse af, at visse vilkår overholdes.

Der henvises i øvrigt til planklagenævnets afgørelse vedrørende landzonetilladelse til gyllebeholderen på ejendommen, sagsnr. 19/00658, bilag 1 samt planklagenævnets afgørelse vedrørende landzonetilladelse til gyllebeholderen på ejendommen, sagsnr. 1032032, bilag 2.

Politisk behandling

Sagen har været politisk behandlet af Teknik- og Miljøudvalget den 13. september 2023. Her besluttede et flertal af udvalget, at der skal gives landzonetilladelse til gyllebeholderen på den eksisterende placering, som bekræftet ansøgt den 24. februar 2023 (inkl. tidligere fremsendt ansøgning om landzonetilladelse).

Retsregler

Nordfyns Kommune har truffet afgørelse efter planlovens § 35, stk. 1, jf. § 36, stk. 2.

Planlov

Planloven, lovbekendtgørelse nr. 1157 af 1. juli 2020, og senere ændringer

Kommuneplan 2021-2033 for Nordfyns Kommune

Klagevejledning

Afgørelsen kan inden 4 uger fra offentliggørelsen påklages af enhver med retlig interesse i afgørelsen samt af landsdækkende foreninger og organisationer, der som hovedformål har at beskytte natur og miljø eller varetager væsentlige brugerinteresser inden for arealanvendelsen.

Hvis klagefristen udløber en lørdag eller en helligdag, forlænges fristen til den følgende hverdag.

Klage til Planklagenævnet indgives ved anvendelse af digital selvbetjening. Du klager via Klageportalen, der findes på Nævnenes Hus' hjemmeside. Du logger på, ligesom du plejer, typisk med MitID. Klagen sendes gennem Klageportalen til den myndighed, der har truffet afgørelsen. En klage er indgivet, når den er tilgængelig for myndigheden i Klageportalen.

Når du klager, skal du betale et gebyr, som for privatpersoner er på 900 kr. og for virksomheder, foreninger og offentlige myndigheder på 1.800 kr. Betaling af klagegebyr sker ved elektronisk overførsel til Planklagenævnet via Klageportalen.

Planklagenævnet skal som udgangspunkt afvise en klage, som ikke er indgivet ved digital selvbetjening. Nævnet kan undlade at afvise en klage, som ikke er indgivet ved digital selvbetjening, hvis der foreligger særlige forhold, der gør, at klager ikke må forventes at kunne anvende digital selvbetjening.

Hvis du ønsker at blive fritaget for at bruge Klageportalen, skal du sende en begrundet anmodning til Nordfyns Kommune, teknisk@nordfynskommune.dk. Kommunen videresender herefter anmodningen til Planklagenævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt din anmodning kan imødekommes.

Afgørelsen kan indbringes for domstolene inden 6 måneder fra offentliggørelsen.