Lovliggørende landzonetilladelse til enfamiliehus, Vellingvej 18, 5450 Otterup

Nordfyns Kommune giver hermed lovliggørende landzonetilladelse til 163 m2 enfamiliehus på Vellingvej 18, 5450 Otterup, matr.nr. 2b, Vellinge By, Bederslev.

Typer

Afgørelse

Zonetilladelse

Område

5450 Otterup

Klagefrist
Offentliggjort
Typer

Afgørelse

Zonetilladelse

Områder

5450 Otterup

Klagefrist

16. juli 2025

Offentliggjort

17. juni 2025

Tilladelsen er givet efter Planlovens § 35.

Tilladelsen vedrører kun forholdet til landzonebestemmelserne jf. planlovens kap. 7.

Tilladelsen bortfalder, hvis den ikke er udnyttet inden 5 år fra i dag jf. § 56, stk. 2 i Planloven.

Tilladelsen må ikke udnyttes, før klagefristen er udløbet.

Luftfoto over ejendommen, hvor bygninger der skal fjernes er markeret.

Vilkår for tilladelsen

  • at hønsehus og udhus i forlængelse af bygning 2 fjernes senest den 1. september 2025.

 

På luftfotoet er de bygninger, der skal fjernes, markeret med rød ramme omkring.

Offentliggørelse og klagefrist

Landzonetilladelsen offentliggøres på vores hjemmeside 18. juni 2025.
Klagefristen er 4 uger fra offentliggørelsen af tilladelsen. Tilladelsen kan ikke udnyttes før klagefristen er udløbet.

Hvis der klages, så har klagen opsættende virkning og det betyder, at tilladelsen kun må udnyttes, hvis Planklagenævnet bestemmer det.

Nordfyns Kommune orienterer ansøger efter klagefristen udløb.

Luftfoto over ejendommen, hvor husets placering er angivet.

Ansøgningen

Der er søgt om lovliggørende byggetilladelse til 163 m2 enfamiliehus, der er opført af ejer i 2009. I den forbindelse har vi oprettet en landzonesag.

Huset er opført umiddelbart efter nedrivning af den tidligere bolig mv. Huset er én etage med sadeltag med helvalm. Facader er blankt murværk og der er betontagsten. Højden fra terræn til tagryg er 4,7m og facaden langs vejen er 18,35 m.

 

På luftfotoet er husets placering vist med gul farve. 

Kommunens oplysninger om ejendommen

Ejendommen er beliggende i landzone og der er ikke landbrugspligt på ejendommen. Grunden, matr. nr. 2b, Vellinge By, Bederslev er på 3537 m2.

Opførelsen kræver lovliggørende landzonetilladelse, da det ikke er undtaget for landzonetilladelse jf. planlovens § 36-37.

I BBR er der registreret disse bygninger:
Bygning 1: 108 m2 enfamiliehus (tilladt nedrevet, men ikke slettet i BBR)
Bygning 3: 115 m2 udhus

Ejendommen ligger inden for disse udpegninger/interesser jf. konfliktsøgning i kort og kommuneplan:

  • Råstofområde for sand, grus og ler
  • Område hvor skovrejsning er uønsket
  • Ejendommen er ikke omfattet af kommuneplanramme
  • Natura 2000
    Ifølge Bekendtgørelse nr. 1383 af 26. november 2016 om administration af planloven i forbindelse med internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter skal kommunen i forbindelse med afgørelser efter planlovens § 35 foretage en vurdering af, om projektet i sig selv, eller i forbindelse med andre planer og projekter, kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt.
  • Bilag IV arter
    Jf. Bekendtgørelse nr. 1383 af 26. november 2016 om administration af planloven i forbindelse med internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter skal kommunen i forbindelse med administration af gældende lovgivning sikre, at der ikke sker forringelse af yngle- og rasteområder for en række strengt beskyttede dyrearter (opført på habitatdirektivets bilag IV). Kommunen er ikke bekendt med forekomst af bilag IV arter på arealet.

Naboorientering

Forudgående naboorientering inden afgørelse er undladt jf. Planlovens § 35, stk. 5, da den lovliggørende tilladelse vurderes at være af underordnet betydning for naboerne, da huset har været opført i forholdsvis mange år og i samme område, som de nedrevne bygninger var placeret.

Begrundelse for afgørelsen

Nordfyns Kommune har vurderet, at der kan gives landzonetilladelse til det opførte 163 m2 en-familiehus.

Nordfyns Kommune har ikke besigtiget ejendommen.

Dette er indgået i vores vurdering:

  • I henhold til kommunens vejledning om landzoneadministration gives der normalt tilladelse til en ny bolig i det åbne land, når den opføres som erstatning for tidligere bolig.

  • Bygningen er placeret i samme område hvor den tidligere bygning lå.

  • Facadelængen svarer til den samlede længde af de tidligere bygninger og bygningens afstand på ca. 11 m fra vejen svarer til andre bygningers placering i dette område.

  • I forhold til Bilag IV arter, så vurderer vi, at den nye bygning ikke har indvirkning på dyre- og planteliv, herunder at den har forringet eller beskadiget yngle-, vokse, eller rasteområder for eventuelle særligt beskyttede arter jf. habitatbekendtgørelsen.

  • I forhold til Natura 2000, så vurderes det, at bygningen ikke har betydning, da der ikke er Natura 2000 område i nærheden af ejendommen.

Klagevejledning

Afgørelser efter Planloven kan, jf. Planlovens §58, stk. 1 og §59, påklages til Planklagenævnet af:

  • Erhvervsministeren

  • Enhver med retlig interesse i sagens udfald (herunder en nationalparkfond oprettet efter lov om nationalparker)

  • Landsdækkende foreninger, der som hovedformål har beskyttelsen af natur og miljø eller varetagelsen af væsentlige brugerinteresser inden for arealanvendelsen, på betingelse af at foreningen eller organisationen har vedtægter eller love, der dokumenterer dens formål, og repræsenterer mindst 100 medlemmer.

Klagen indsendes via klageportalen, som du finder på Planklagenævnets hjemmeside. Du skal logge på med Nemlogin (MitID). Klagen er først indsendt, når den er tilgængelig for Nordfyns Kommune på klageportalen.

Gebyr

Du skal betale et klagegebyr, når du indsender en klage. Det koster kr. 900,- for privatpersoner og kr. 1.800, - for virksomheder, organisationer og offentlige myndigheder.

Fritagelse

Planklagenævnet afviser din klage, hvis du sender den uden om klageportalen, medmindre du forinden er blevet fritaget for brug af klageportalen. Hvis du ønsker at blive fritaget for at bruge klageportalen, kan du på nævnets hjemmeside læse mere om hvordan du søger om fritagelse og betingelserne for at blive fritaget.

Tidsfrister

Klagen skal være modtaget senest 4 uger efter afgørelsen. Hvis fristen udløber i weekenden eller på en helligdag, forlænges den til følgende hverdag. Kommunen sender det materiale, der er indgået i sagens behandling til Planklagenævnet, jf. Planlovens § 60. Hvis der klages, vil ansøger og ejer blive underrettet.

Hvis du ønsker at indbringe denne afgørelse for en domstol, skal retssagen være anlagt inden 6 måneder efter, at du har modtaget afgørelsen, jf. § 62, stk. 1. i Planloven.