Landzonetilladelse til udstykning til fremtidigt regnvandsbassin, Klintebjergvej 44, 5450 Otterup.
Nordfyns Kommune giver hermed tilladelse til udstykning af ca. 3,2 hektar til fremtidigt regnvandsbassin på Klintebjergvej 44, 5450 Otterup, del af matrikel 11f og 12ae, Hjorslev By, Otterup.
Afgørelse
Zonetilladelse
5450 Otterup
3. oktober 2025
4. september 2025
Tilladelsen er givet efter Planlovens § 35.
Tilladelsen vedrører kun forholdet til landzonebestemmelserne jf. planlovens kap. 7.
Tilladelsen bortfalder, hvis den ikke er udnyttet inden 5 år fra i dag jf. § 56, stk. 2 i Planloven.
Tilladelsen må ikke udnyttes, før klagefristen er udløbet.
Vilkår for tilladelsen
-
at arealet skal tilbageføres til landbrugsdrift, hvis der ikke er givet landzonetilladelse til regnvandsbassinet senest 1. december 2028
Offentliggørelse og klagefrist
Landzonetilladelsen offentliggøres på kommunens hjemmeside 5. september 2025.
Klagefristen er 4 uger fra offentliggørelsen af tilladelsen. Tilladelsen kan ikke udnyttes før klagefristen er udløbet.
Hvis der klages, så har klagen opsættende virkning og det betyder, at tilladelsen kun må udnyttes, hvis Planklagenævnet bestemmer det.
Nordfyns Kommune orienterer ansøger efter klagefristen udløb.
Ansøgningen

Der er søgt om tilladelse til at udstykke ca. 3,2 ha af landbrugsarealet til fremtidig anvendelse for regnvandsbassin for Vandcenter Syd. Det meste af de ca. udstykkes fra matr.nr. 11f og kun en mindre del fra matr.nr. 12ae, begge Hjorslev By, Otterup.
Luftfoto, hvor matrikelnummer 11f er vist med grøn farve. Matrikel 12ae ligger syd for 11f.
Kommunens oplysninger om ejendommen

Matr. nr. 11f og 12 ae, Hjorslev By, Otterup er to af flere landbrugsarealer til den bygningsløse landbrugsejendom Klintebjergvej 44. matr. nr. 11f er ca. 4,3 ha og matr. 12 ae er på ca. 10,82 ha.
Det ansøgte kræver landzonetilladelse, da det ikke er undtaget for landzonetilladelse jf. planlovens § 36-37.
Kort fra ansøgning, hvor nyt skel vises med fed, rød streg.
Arealet der udstykkes ligger inden for disse udpegninger//interesser jf. konfliktsøgning i kort og kommuneplan:
-
Beskyttet vandløb ved nordskel og del af vestskel matr.nr 11f, Hjorslev By, Otterup
-
Risikoområde ved skybrud – den østlige del af matr.nr. 11f, Hjorslev By, Otterup
-
Delvist indenfor et område med uønsket skovrejsning
-
Ikke omfattet af kommuneplanrammer
-
Natura 2000
Ifølge Bekendtgørelse nr. 1383 af 26. november 2016 om administration af planloven i for-bindelse med internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter skal kommunen i forbindelse med afgørelser efter planlovens § 35 foretage en vurdering af, om projektet i sig selv, eller i forbindelse med andre planer og projekter, kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt. -
Bilag IV arter
Jf. Bekendtgørelse nr. 1383 af 26. november 2016 om administration af planloven i forbindelse med internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter skal kommunen i forbindelse med administration af gældende lovgivning sikre, at der ikke sker forringelse af yngle- og rasteområder for en række strengt beskyttede dyrearter (opført på habitatdirektivets bilag IV). Kommunen er ikke bekendt med forekomst af bilag IV arter på arealet.
Naboorientering
Forudgående naboorientering inden afgørelse er undladt jf. Planlovens § 35, stk. 5, da det kun er arealet nord for matr.nr. 11f, der ikke ejes af samme ejer som matr.nr 11f og 12ae og da udstykningen ikke ændrer noget visuelt og da der efterfølgende skal meddeles landzonetilladelse til etablering af regnvandsbassinnet.
Begrundelse for afgørelsen
Nordfyns Kommune har vurderet, at der kan gives landzonetilladelse til udstykningen.
Vi har ikke besigtiget arealet.
Dette er indgået i vores vurdering:
-
I henhold til kommunens vejledning om landzoneadministration gives der normalt tilladelse til udstykning til tekniske anlæg, når de skal placeres i det åbne land.
-
Udstykningen medfører ingen visuelle ændringer for landskabsoplevelsen.
-
Udstykningen til regnvandsbassin er hensigtsmæssig i forhold til at en stor del af det areal der udstykkes ligger indenfor et område med fare ved skybrud mv og i forhold til kommunens spildevandsplan for håndtering af regnvand.
-
Udstykningen har ingen betydning i forhold til at del arealet er udpeget til uønsket skovrejsning.
-
I forhold til Bilag IV arter, så vurderer vi, at udstykningen af dette dyrkede landbrugsareal, ikke vil har væsentlig indvirkning på dyre- og planteliv, herunder at der ikke vil ske forringelse eller beskadigelse af yngle-, vokse, eller rasteområder for særligt beskyttede arter jf. habitatbekendtgørelsen.
-
I forhold til Natura 2000, så har udstykningen ingen betydning for Natura 2000 områder, der ikke lægger i nærheden af dette område.
-
Udstykningen har ingen betydning for de beskyttede vandløb og der vil blive taget stilling hertil i forbindelse med kommende sagsbehandling i forbindelse med etablering og landzonetilladelse til regnvandsbassinnet.
Klagevejledning
Afgørelser efter Planloven kan, jf. Planlovens §58, stk. 1 og §59, påklages til Planklagenævnet af:
-
Erhvervsministeren
-
Enhver med retlig interesse i sagens udfald (herunder en nationalparkfond oprettet efter lov om nationalparker)
-
Landsdækkende foreninger, der som hovedformål har beskyttelsen af natur og miljø eller varetagelsen af væsentlige brugerinteresser inden for arealanvendelsen, på betingelse af at foreningen eller organisationen har vedtægter eller love, der dokumenterer dens formål, og repræsenterer mindst 100 medlemmer.
Klagen indsendes klage via klageportalen, som du finder på Planklagenævnets hjemmeside. Du skal logge på med Nemlogin (MitID). Klagen er først indsendt, når den er tilgængelig for Nordfyns Kommune på klageportalen.
Gebyr
Du skal betale et klagegebyr, når du indsender en klage. Det koster kr. 900,- for privatpersoner og kr. 1.800, - for virksomheder, organisationer og offentlige myndigheder.
Fritagelse
Planklagenævnet afviser din klage, hvis du sender den uden om klageportalen, medmindre du forinden er blevet fritaget for brug af klageportalen. Hvis du ønsker at blive fritaget for at bruge klageportalen, kan du på nævnets hjemmeside læse mere om, hvordan du søger om fritagelse og betingelserne for at blive fritaget.
Tidsfrister
Klagen skal være modtaget senest 4 uger efter afgørelsen. Hvis fristen udløber i weekenden eller på en helligdag, forlænges den til følgende hverdag. Kommunen sender det materiale, der er indgået i sagens behandling til Planklagenævnet, jf. Planlovens § 60. Hvis der klages, vil ansøger og ejer blive underrettet.
Hvis du ønsker at indbringe denne afgørelse for en domstol, skal retssagen være anlagt inden 6 måneder efter, at du har modtaget afgørelsen, jf. § 62, stk. 1. i Planloven.