Landzonetilladelse til sø på Nyledvej 17, 5471 Søndersø
Landzonetilladelse til etablering af sø på matrikel 13n Hårslev by, Hårslev tilhørende Nyledvej 17, 5471 Søndersø.
Afgørelse
Zonetilladelse
5471 Søndersø
19. juni 2024
22. maj 2024
Den 21/11-2023 modtog Nordfyns Kommune ansøgning om landzonetilladelse til etablering af 300m2 sø på ejendommen.
Afgørelse
Der gives hermed tilladelse efter planlovens § 35 til at etablering af 300m2 sø, som angivet på nedenstående kort fra ansøgningen. Tegningen er ikke målfast og blot vejledende.
Tilladelsen gives på nedenstående vilkår:
-
Søen skal udformes efter og tilpasses til det eksisterende terræn og i overensstemmelse med det ansøgte.
-
Af hensyn til padder skal søen etableres med brinker, der er svagt skrånende med en hældning på maks. 1:3, men gerne 1:5.
-
Opgravet materiale skal fjernes, eller det skal jævnes ud på nærliggende arealer, dog maksimalt til 0,5 meters terrænregulering.
-
Der må ikke etableres yderligere tilløb eller afløb via rør, render og grøfter og skabes forbindelse til vandløb eller anden beskyttet natur.
-
Der må ikke etableres øer i søen.
-
Der må ikke udsættes dyr i eller ved søen.
-
Der må ikke udplantes vand- eller sumpplanter. Disse kommer ad naturlig vej.
-
Der må ikke opsættes nogen former for kunstige elementer i søen eller i umiddelbar nærhed af søen fx andehuse og broer.
-
Hvis der under arbejdet træffes jordfaste fortidsminder, skal arbejdet straks standses, og Odense Bys Museer skal kontaktes.
Disse vilkår er stillet for at sikre, at søen kan tage sig godt ud i landskabet og blive et godt levested for planter og dyr, samt for at sikre naturværdierne i området.
Efter etableringen vil søens naturlige udvikling medføre, at den efter en årrække vil være beskyttet efter naturbeskyttelseslovens § 3.
Tilladelsen bortfalder, hvis den ikke er udnyttet inden 5 år. Tilladelsen må ikke udnyttes, før klagefristen er udløbet. En rettidig klage har opsættende virkning, medmindre klagemyndigheden bestemmer andet.
Du bedes underrette kommunen, når søen er etableret.
Baggrund
Der ønskes anlagt en 300m2 sø for, at give bedre mulighed for fugleliv og biodiversitet på ejendommen.
Nordfyns Kommunes vurdering
Nordfyns Kommune har vurderet, at der kan gives landzonetilladelse til det ansøgte. Nedenfor er kommunens samlede vurdering.
Det er Nordfyns Kommunes vurdering, at den ansøgte sø ikke er i strid med kommuneplanens udpegninger.
Nordfyns Kommunes vurderer, at anlægget vil kunne indpasses naturligt i forhold til den nærliggende bebyggelse. Det vurderes at det ansøgte vil have en begrænset påvirkning af de landskabelige forhold i området og naturen omkring det ansøgte.
Herudover er der i behandlingen lagt vægt på, at det ansøgte ikke tilsidesætter de
hensyn som kommunen skal varetage efter planloven. Herunder de landskabelige
hensyn samt hensynet til naboerne.
Natura 2000
Nordfyns Kommune vurderer, at anlægsarbejdet ikke vil have væsentlig indvirkning på dyre- og planteliv, herunder at der ikke vil ske forringelse eller beskadigelse af yngle-, vokse, eller rasteområder for særligt beskyttede arter jf. habitatsbekendtgørelsen.
Hjemmel & vejledning
Tilladelsen er meddelt med hjemmel i planlovens § 35.
Relevante vejledninger:
- Vejledning om landzoneadministration. Planlovens §§ 34-38. Erhvervsstyrelsen, juli 2018.
Forhold til anden lovgivning
Kommunens tilladelse efter planloven, fritager dig ikke fra at skulle indhente tilladelse til forhold, som reguleres af anden lovgivning.
Du skal være opmærksom på, at du ikke uden kommunens godkendelse må lave ændringer i grøfter, rørledninger eller dræn, som kan medføre opstuvning af vand uden for din ejendom.
Ifølge Miljøbeskyttelsesloven må stoffer, der kan forurene vand, herunder korn og foderstoffer, ikke tilføres vandløb, søer eller havet, ligesom der ikke må fodres med sådanne stoffer, så der er risiko for, at vandmiljø forurenes, f.eks. ved et skybrud eller hvis foderet er placeret på en skråning, så det kan glide ned i vandet.
Bortfald
Dispensationen bortfalder automatisk, hvis den ikke udnyttes inden 5 år fra meddelelsen.
Høring
Nordfyns Kommune har ikke besigtiget ejendommen.
Ansøgningen har ikke været sendt i naboorientering idet Nordfyns Kommune har vurderet, at det er af underordnet betydning for dem.
Offentliggørelse
Afgørelsen offentliggøres på Nordfyns Kommunes hjemmeside, www.nordfynskommune.dk den 22/5-2024.
Klagevejledning
Afgørelsen kan inden 4 uger fra modtagelsen påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet af adressaten for afgørelsen, af ejeren af den berørte ejendom, af offentlige myndigheder, af lokale foreninger og organisationer, der har en væsentlig interesse i afgørelsen, samt af landsdækkende foreninger og organisationer, der som hovedformål har at beskytte natur og miljø eller varetager væsentlige rekreative interesser.
Hvis du ønsker at klage over denne afgørelse, kan du klage til Miljø- og Fødevareklagenævnet. Du klager via Klageportalen. Klageportalen ligger desuden på borger.dk og virk.dk. Du logger på borger.dk eller virk.dk med Mit-ID. Klagen sendes gennem Klageportalen til den myndighed, der har truffet afgørelsen. En klage er indgivet, når den er tilgængelig for myndigheden i Klageportalen. Når du klager, skal du betale et gebyr på kr. 900 for private og 1.800 kr. for virksomheder og foreninger. Du betaler gebyret med betalingskort i Klageportalen.
Klagefristen udløber fire uger efter afgørelsen er meddelt. Klagen skal være tilgængelig i klageportalen senest den 19/6-2024.
Miljø- og Fødevareklagenævnet skal som udgangspunkt afvise en klage, der kommer uden om Klageportalen, hvis der ikke er særlige grunde til det. Hvis du ønsker at blive fritaget for at bruge Klageportalen, skal du sende en begrundet anmodning til den myndighed, der har truffet afgørelse i sagen. Myndigheden videresender herefter anmodningen til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt din anmodning kan imødekommes.
Søgsmål
Afgørelsen kan indbringes for domstolene inden 6 måneder, regnet fra samme dato som offentliggørelsen, jf. naturbeskyttelseslovens § 88.
Lovhenvisning
Planloven nr. 1157 af 1. juli 2020