Landzonetilladelse til siloanlæg mv. på Assensvej 56, Bogense

Nordfyns Kommune giver hermed tilladelse til opførelse af tre siloer til brug for korn/foderstof virksomhedens drift på matr. nr. 25g Kærby by, Skovby, beliggende Assensvej 56, 5400 Bogense. Der søges samtidig om nedrivning af eksisterende erhvervshal.

Typer

Afgørelse

Zonetilladelse

Område

5400 Bogense

Klagefrist
Offentliggjort
Typer

Afgørelse

Zonetilladelse

Områder

5400 Bogense

Klagefrist

18. marts 2025

Offentliggjort

18. februar 2025

Tilladelsen er givet efter Planlovens § 35.

Det er en betingelse for tilladelsen,

  • at den udvendige overflade på de tre siloer overfladebehandles, så de fremstår matte ved opførelsen,

  • at der etableres port ved ud/indkørsel i påslagsbygningen sådan, at indtag og læsning sker i lukket bygning,

  • at gældende grænseværdier for støj, støv mv. i gældende miljølovgivning kan overholdes,

  • at etablering af arbejdslys på virksomheden sker med sensor og automatik, så lyspåvirkningen begrænses til det nødvendige,

  • at der kan meddeles nedrivningstilladelse,

  • at der kan meddeles byggetilladelse til projektet.

Tilladelsen bortfalder, hvis den ikke er udnyttet inden 5 år,

Tilladelsen må ikke udnyttes, før klagefristen er udløbet. En rettidig klage har opsættende virkning, medmindre klagemyndigheden bestemmer andet.

Tilladelsen vedrører kun forholdet til landzonebestemmelserne. Andre nødvendige tilladelser skal søges hos relevante myndigheder.

Byggeriet må ikke påbegyndes, før der er givet byggetilladelse.

Offentliggørelse

Afgørelsen offentliggøres på kommunens hjemmeside www.nordfynskommune.dk den 18/2-2025.

Landzonetilladelsen kan ikke udnyttes før klagefristen er udløbet dvs. d. 18/3-2025.

Faktiske forhold

Bdr. Ewers A/S har d. 23/9-2024 indsendt ansøgning om opførelse af tre siloer til brug for korn/foderstof virksomhedens drift på matr.nr. 25g Kærby by, Skovby, beliggende Assensvej 56, 5400 Bogense. Der søges samtidig om nedrivning af eksisterende erhvervshal.

Forud for denne ansøgning har Nordfyns Kommune behandlet en tidligere ansøgning om opførelse af to siloer på naboejendommen Assensvej 54.

Det blev konstateret, at den ønskede placering på naboejendommen ikke var hensigtsmæssig, idet arealet over flere år havde udviklet sig til et beskyttet naturområde som overdrev.

Ansøgningen blev samtidig sendt i naboorientering d. 16/1-2024. Der indkom bemærkninger fra 4 naboer.

Der har i en periode været udfordringer med gener fra virksomhedens drift idet der har været oplagring udendørs på de befæstede arealer pga. manglende oplagringskapacitet. Halvdelen af de indvejede afgrøder i 2023 har været håndteret udendørs. Generne har bl.a. bestået i støv/lys/støj ved på/aflæsning med gummiged samt det medfølgende utøj.

Ansøger valgte på baggrund af §3 udpegningen og naboers bemærkninger, at omarbejde projektet.

Kommunens landzonetilladelse er nødvendig, fordi ejendommen ligger i landzone.

Ansøgningen

Der ønskes opført 3 stk. aluminiumsiloer med en højde på ca. 23m samt teknikrum og 15m højt portbygning. Der ønskes samtidig nedrevet ca. 1000 m2 eksisterende lagerhal. Eksisterende bolig, kontor, siloer samt en mindre del af lagerhallen bevares.

Oversigt over ejendommen

Ansøger ønsker, at omlægge oplagringskapaciteten sådan at stort set al oplagring fremadrettet vil ske i siloer. Ansøgningen vurderes ikke at være en udvidelse af virksomhedens drift idet der forventes samme indvejning af afgrøder i fremtiden. F.eks. vil omfanget af transporter til/fra virksomheden være uændret men dog med en større fordeling hen over året da transporterne fra virksomheden ikke længere vil ske umiddelbart efter høst.

Håndteringen af produkterne vil ske i lukket transportsystem ligesom på/aflæsning vil foregå i bygning med port for ind/udkørsel. Det er forventningen at både støj-, støv- og lyspåvirkningerne på omgivelserne hermed vil blive væsentligt lavere end tilfældet er i dag.

Ejendommen

Ejendommen ligger i landzone og er en erhvervsejendom på ca. 8300 m2, hvor Brdr. Ewers har Kattebjerg kornindlevering. Ejendommen ligger i den mindre landsby Kattebjerg, hvor der i mange år har været drevet korn-foderstofvirksomhed.

I henhold til kommunens byggesagsarkiv og BBR.registret, er der på ejendommen noteret 3 bygninger:

Bygning 1: Fritliggende enfamilieshus på 179m2
Bygning 2: Bygning til lager på 1713m2
Bygning 3: Bygning til lager på 393m2

Kommuneplan

Ejendommen er udpeget som et særligt værdifuldt landbrugsområde i Nordfyns Kommuneplan 2021-2033.

Øvrige bindinger/udpegninger

  • Der er ingen øvrige bindinger på ejendommen.

 

Teknik & Miljøudvalget har været inviteret til besigtigelse af området af Jørgen Soelberg, nabo til projektet.

Den nye ansøgning blev sendt i fornyet naboorientering d. 12/11-2024 og der indkom bemærkning fra flere naboer. Naboerne er bekymret for genskin fra blanke siloer, øget trafikbelastning, lys, støv og støjgener ved på/aflæsning og håndtering af produkter ved udendørs oplag, lysgener fra arbejdslys, støj fra blæsere, trafikstøj intern på pladsen ved på/aflæsning og utøj.

Naboerne oplever i dag, at der er gener fra støj/støv ved håndtering af produkter ved udendørs oplag men også ved tipning i åben grav. Tipningen i den åbne grav medfører støj og støvet der fordeler sig på naboejendomme. Anvendelsen af pladsen har desuden medført problemer med utøj.

Transporten til/fra virksomheden medfører lysgener for naboerne da lys fra traktorer og fra pladsen spredes til naboejendommene. Det nuværende levende hegn afskærmer ikke lysgenerne.

Der er bekymring for, at der vil være en øget støj fra blæsere mv. internt fra virksomheden ligesom at den nuværende støjpåvirkning ved på/aflæsning vil fortsætte.

Begrundelse for afgørelsen

Nordfyns Kommune har vurderet, at der kan gives landzonetilladelse til det ansøgte. Nedenfor er kommunens samlede vurdering.

Det er Nordfyns Kommunes vurdering, at det ansøgte byggeri ikke er i strid med kommuneplanens udpegninger men at virksomheden er naturligt tilhørende i et særligt værdifuldt landbrugsområde.

Der er lagt vægt på

  • at det ansøgte forventeligt får en mindre påvirkning på omgivelserne idet det udendørs oplag minimeres så der undgås støj, støv mv. gener fra udendørs håndtering med gummiged,

  • at der etableres en påslagsbygning med porte som sikrer at af/pålæsning sker i lukket bygning idet det forventes at minimeres støj, støv mv. påvirkning ved på/aflæsning,

  • at det ikke forventes at trafikmængden til/fra virksomheden øges men alene sker over en længere periode,

  • at det ansøgte ikke vil medføre en udvidelse virksomhedens drift,

  • at størstedelen af den eksisterende lagerbygning nedrives, så ejendommen samlede bygningstryk ikke forøges.

Nordfyns Kommunes vurderer, at det ansøgte vil have en påvirkning af de landskabelige forhold i området og naturen omkring det ansøgte. Der lægges dog vægt på, at der i forvejen er et lovligt siloanlæg på adressen og dermed et forstyrrende landskabselement på ejendommen. Nordfyns Kommune vurderer, at der ved en overfladebehandling af de nye siloer sikres, at påvirkningen på de landskabelige værdier minimeres.

Det er Nordfyns Kommunes vurdering at håndteringen af driften i et lukket system, vil minimere den støvpåvirkning af naturen, som naboerne oplever i dag og at påvirkningen på bl.a. det nærigtsfattige overdrev som naboen har etableret vest for virksomheden, kan reduceres betydeligt.

Naboerne har bemærket, at der er gener når traktorer og arbejdslys tændes ved virksomheden. Det vurderes at etablering af sensor og automatik ved opsætning af ny belysning vil kunne minimeres.

Det er Nordfyns Kommunes vurdering, at anlæggets placering ikke vil have nogen betydelig påvirkning af det ny udpegede §3 område nordfor ejendommen. Idet påvirkning ved støv og støj minimeres ved etablering af et lukket kredsløb og indvendig på/aflæsning, vurderes det samlet at virksomhedens påvirkning af de menneskelige og naturmæssige værdier minimeres.

Herudover er der i behandlingen lagt vægt på, at det ansøgte ikke tilsidesætter de hensyn som kommunen skal varetage efter planloven.

Natura 2000

Nordfyns Kommune vurderer, at byggearbejdet ikke vil have væsentlig indvirkning på dyre- og planteliv, herunder at der ikke vil ske forringelse eller beskadigelse af yngle-, vokse, eller rasteområder for særligt beskyttede arter jf. habitatsbekendtgørelsen.

Retsregler

Nordfyns Kommune har truffet afgørelse efter planlovens § 35.

Planlov

Planloven, lovbekendtgørelse nr. 1157 af 1. juli 2020, og senere ændringer.
Kommuneplan 2021-33 for Nordfyns Kommune.

Øvrig lovgivning

Der er ikke taget stilling til øvrig lovgivning som f.eks. byggeloven, landbrugslov, skovloven mv.

Klagevejledning

Afgørelsen kan inden 4 uger fra offentliggørelsen påklages af enhver med retlig interesse i afgørelsen samt af landsdækkende foreninger og organisationer, der som hovedformål har at beskytte natur og miljø eller varetager væsentlige brugerinteresser inden for arealanvendelsen.

Hvis klagefristen udløber en lørdag eller en helligdag, forlænges fristen til den følgende hverdag.

Klage til Planklagenævnet indgives ved anvendelse af digital selvbetjening. Du klager via Klageportalen, der findes på Planklagenævnets hjemmeside. Du logger på, ligesom du plejer, typisk med MitID. Klagen sendes gennem Klageportalen til den myndighed, der har truffet afgørelsen. En klage er indgivet, når den er tilgængelig for myndigheden i Klageportalen.

Når du klager, skal du betale et gebyr, som for privatpersoner er på 900 kr. og for virksomheder, foreninger og offentlige myndigheder på 1.800 kr. Betaling af klagegebyr sker ved elektronisk overførsel til Planklagenævnet via Klageportalen.

Planklagenævnet skal som udgangspunkt afvise en klage, som ikke er indgivet ved digital selvbetjening. Nævnet kan undlade at afvise en klage, som ikke er indgivet ved digital selvbetjening, hvis der foreligger særlige forhold, der gør, at klager ikke må forventes at kunne anvende digital selvbetjening.

Hvis du ønsker at blive fritaget for at bruge Klageportalen, skal du sende en begrundet anmodning til Nordfyns Kommune. Kommunen videresender herefter anmodningen til Planklagenævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt din anmodning kan imødekommes.

Afgørelsen kan indbringes for domstolene inden 6 måneder fra offentliggørelsen.