Landzonetilladelse til beboelse og garage
Nordfyns Kommune giver hermed tilladelse til opførelse af ny beboelsesbygning samt garage på matr.nr. 13a Ørbæk by, Ore, beliggende Ørbækvej 30, 5400 Bogense.
Afgørelse
Zonetilladelse
5400 Bogense
26. september 2023
29. august 2023
Tilladelsen er givet efter Planlovens § 35.
Det er en betingelse for tilladelsen,
-
at der foretages nedrivning af de eksisterende bygninger på ejendommen,
-
at der kan meddeles byggetilladelse til det ansøgte
Tilladelsen bortfalder, hvis den ikke er udnyttet inden 5 år.
Tilladelsen må ikke udnyttes, før klagefristen er udløbet. En rettidig klage har opsættende virkning, medmindre klagemyndigheden bestemmer andet.
Tilladelsen vedrører kun forholdet til landzonebestemmelserne. Andre nødvendige tilladelser skal søges hos relevante myndigheder.
Byggeriet må ikke påbegyndes, før der er givet byggetilladelse.
Offentliggørelse
Afgørelsen offentliggøres på kommunens hjemmeside www.nordfynskommune.dk den 29/8-2023.
Landzonetilladelsen kan ikke udnyttes før klagefristen er udløbet dvs. d. 26/9-2023.
Ansøgningen
Der er søgt om tilladelse til opførelse af nyt fritliggende enfamilies hus på 154m2 og ny garagebygning på 120 m2 på ejendommen matr.nr. 13a Ørbæk by, Ore beliggende Ørbækvej 30, 5400 Bogense.
De to bygninger er beliggende adskilt og med en afstand af højst 20m til den eksisterende beboelsesbygning på ejendommen (som nedrives). De nye bygninger ansøges med en maks. højde på 3,5 m med lav taghældning.
Kommunens landzonetilladelse er nødvendig, fordi ejendommen ligger i landzone.
Faktiske forhold
Der er på ejendommen i dag 3 eksisterende bygninger i utidssvarende stand:
Bygning 1: Beboelsesbygning på 117 m2 fra 1827
Bygning 2: Udhus på 30 m2
Bygning 3: Carport på 20 m2 fra 1989.
Der er meddelt nedrivningstilladelse.
Ejendommen
Ejendommen ligger i landzone og er en mindre beboelsesejendom på 3853m2 der er omkranset af skov undtagen mod nord hvor nærmeste nabo er landbrugsejendommen Ørbækvej 28.
Ejendommen ligger i det åbne land med kun tre nabobebyggelser i umiddelbar nærhed.
Kommuneplan
Ejendommen er i Nordfyns Kommuneplan 2021-2033 ikke omfattet af rammebestemmelser men er omfattet af:
-
Kystnærhedszonen
Den ønskede placering er beliggende i kystnærhedszonen. Den ansøgte placering er afskærmet fra kysten af nabobebyggelse mod nord og beplantning i området.
Øvrige bindinger/udpegninger
-
Den ansøgte placering er ikke omfattet af strandbeskyttelsesbestemmelser eller øvrige beskyttelseslinjer.
Nordfyns Kommune har ikke besigtiget ejendommen.
I denne sag har Nordfyns Kommune skønnet, at det ansøgte er af underordnet betydning for naboerne, idet der inden ansøgningen er opført flere bygninger på ejendommen. Da disse bygninger nedrives vil anvendelsen af og det samlede bygningstryk på ejendommen forblive stort set uændret.
Naboerne er derfor ikke orienteret om ansøgningen.
Begrundelse for afgørelsen
Nordfyns Kommune har vurderet, at der kan gives landzonetilladelse til det ansøgte. Nedenfor er kommunens samlede vurdering.
Det er Nordfyns Kommunes vurdering, at det ansøgte er tilpasset landskabet, og at det ansøgte projekt ikke er i strid med kommuneplanens udpegninger.
Der er lagt vægt på
-
de ansøgte bygningers er placeret indenfor 20m fra de eksisterende bygninger
-
at bygningerne opføres i materialer der naturligt kan indpasses på grunden og naturligt vil passe ind i omgivelserne.
-
at de eksisterende bygninger nedrives i forbindelse med byggeriet af de nye bygninger,
-
at de eksisterende bygningers stand vurderes at være utidssvarende.
Nordfyns Kommunes vurderer, at det ansøgte naturligt kan indpasses i de landskabelige forhold omkring ejendommen og det ansøgte har en karakter der vil kunne forventes af de få tilgrænsende naboer.
Herudover er der i behandlingen lagt vægt på, at det ansøgte ikke tilsidesætter de hensyn som kommunen skal varetage efter planloven. Herunder de landskabelige hensyn samt hensynet til naboerne.
Natura 2000
Nordfyns Kommune vurderer, at det ansøgte ikke vil have væsentlig indvirkning på dyre- og planteliv, herunder at der ikke vil ske forringelse eller beskadigelse af yngle-, vokse, eller rasteområder for særligt beskyttede arter jf. habitatsbekendtgørelsen.
Retsregler
Nordfyns Kommune har truffet afgørelse efter planlovens § 35.
Landzonen skal ifølge planloven friholdes for bebyggelse, der ikke er nødvendig for driften af landbrug, skovbrug og fiskeri.
Planlov
Planloven, lovbekendtgørelse nr. 1157 af 1. juli 2020, og senere ændringer.
Kommuneplan 2017-29 for Nordfyns Kommune.
Øvrig lovgivning
Byggeloven
Klagevejledning
Afgørelsen kan inden 4 uger fra offentliggørelsen påklages af enhver med retlig interesse i afgørelsen samt af landsdækkende foreninger og organisationer, der som hovedformål har at beskytte natur og miljø eller varetager væsentlige brugerinteresser inden for arealanvendelsen.
Hvis klagefristen udløber en lørdag eller en helligdag, forlænges fristen til den følgende hverdag.
Klage til Planklagenævnet indgives ved anvendelse af digital selvbetjening. Du klager via Klageportalen, der findes på Nævnenes Hus' hjemmeside. Du logger på, ligesom du plejer, typisk med MitID. Klagen sendes gennem Klageportalen til den myndighed, der har truffet afgørelsen. En klage er indgivet, når den er tilgængelig for myndigheden i Klageportalen.
Når du klager, skal du betale et gebyr, som for privatpersoner er på 900 kr. og for virksomheder, foreninger og offentlige myndigheder på 1.800 kr. Betaling af klagegebyr sker ved elektronisk overførsel til Planklagenævnet via Klageportalen.
Planklagenævnet skal som udgangspunkt afvise en klage, som ikke er indgivet ved digital selvbetjening. Nævnet kan undlade at afvise en klage, som ikke er indgivet ved digital selvbetjening, hvis der foreligger særlige forhold, der gør, at klager ikke må forventes at kunne anvende digital selvbetjening.
Hvis du ønsker at blive fritaget for at bruge Klageportalen, skal du sende en begrundet anmodning til Nordfyns Kommune, teknisk@nordfynskommune.dk. Kommunen videresender herefter anmodningen til Planklagenævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt din anmodning kan imødekommes.
Afgørelsen kan indbringes for domstolene inden 6 måneder fra offentliggørelsen.