Landzonetilladelse til ændret anvendelse af Ørbækvej 1, 5400 Bogense

Nordfyns Kommune giver hermed landzonetilladelse til ændret anvendelse af den eksisterende bygning 1 til at etablere socialpædagogisk døgninstitution for yderligere 9 værelser på matr.nr. 2b, 3q og 6g Ore by, Ore, beliggende Ørbækvej 1, 5400 Bogense.

Typer

Afgørelse

Zonetilladelse

Område

5400 Bogense

Klagefrist
Offentliggjort
Typer

Afgørelse

Zonetilladelse

Områder

5400 Bogense

Klagefrist

30. januar 2024

Offentliggjort

2. januar 2024

Tilladelsen er givet efter Planlovens § 35.

Det er en betingelse for tilladelsen,

  • at der ikke foregår ingen lægelige eller medicinsk behandling, men udelukkende socialpædagogisk arbejde på ejendommen.

Tilladelsen bortfalder, hvis den ikke er udnyttet inden 5 år.

Tilladelsen må ikke udnyttes, før klagefristen er udløbet. En rettidig klage har opsættende virkning, medmindre klagemyndigheden bestemmer andet.

Tilladelsen vedrører kun forholdet til landzonebestemmelserne. Andre nødvendige tilladelser skal søges hos relevante myndigheder.

Byggeriet må ikke påbegyndes, før der er givet byggetilladelse.

Offentliggørelse

Afgørelsen offentliggøres på kommunens hjemmeside www.nordfynskommune.dk den 2/1-2024.

Landzonetilladelsen kan ikke udnyttes før klagefristen er udløbet dvs. d. 31/1-2024.

Ansøgningen

Der er søgt om landzonetilladelse til at anvende ejendommen til socialpædagogisk døgninstitution herunder etablering af yderligere 9 værelser på matr.nr. 2b, 3q og
6g Ore by, Ore, beliggende Ørbækvej 1, 5400 Bogense.

Kommunens landzonetilladelse er nødvendig, fordi ejendommen ligger i landzone.

Faktiske forhold

Bygning 1(BBR) anvendes i dag af Nordfyns Ungdomscenter, som et socialpædagogisk opholdssted for unge med særlige behov, hvor der i dag er 5 stk. værelser, 5+1 stk. lejligheder, og gymnastiksal tilknyttet skolen.

Nordfyns Ungdomscenter har i dag 13 godkendte pladser ud over det tilknyttede personale. Ejendommen blev før drevet som folkeskole og friskole. Nordfyns Kommune meddelte 7. maj 2008 landzonetilladelse til denne ændrede anvendelse og ibrugtagning af ovennævnte antal værelser.

Den nuværende drift som er i dag et botilbud/opholdssted indeholdende lejligheder (nuværende tilladelse siger 5 stk. (+1 stk.). lejligheder) og værelser (nuværende tilladelse siger 5 stk. værelser) ønskes bibeholdt. Herudover forventes en ønsket forøgelse af antallet af værelser fra 5 stk. til 8-9 stk. i bygning 1.

Ved forøgelsen af antallet af værelser vil denne ombygning kun omfatte det indvendige, hvor ombygningen omfatter værelser og tilhørende redningsåbning mm og selvfølgelig en etablering af nye (fælles) badeværelse med toilet til de nye værelser. Øvrige fællesarealer som opholdsstuer, gangarealer, trapperum ændres ikke. Det vil ikke være nødvendigt at foretage store konstruktionsmæssige ændringer af de eksisterende indvendige forhold.

De kommende borgere (i målgruppen 8 år til 18-årige) er ikke udfordret med et fysisk handicap som kræver hjælpemidler, da de nuværende og evt. kommende værelser jo er på 1 sal. Udvendige adgangsveje og trapper som tidligere har været anvendt bibeholdes for den fremtidig anvendelse. Bygningens placering og udvendige overflader vil være uændret i forhold til eksisterende forhold.

Det oplyses, at det forventes at:

  • Der er tale om et døgntilbud med personaledækning 24/7/365

  • Der foregår ingen lægelige eller medicinsk behandling, men udelukkende socialpædagogisk arbejde

  • Personalet vil typisk have en pædagogisk uddannelse, SOSU eller praktisk erfaring fra tidligere arbejde som pædagogmedhjælper.

Oversigtsfoto, der viser hvor de ekstra værelser placeres på ejendommen

Ejendommen

Ejendommen ligger i landzone og er en tidligere skole på ca. 4.863m2. Ejendommen består af flere matrikler og har flere bygninger. Den ændrede anvendelse relaterer sig til bygning 1 som vist på oversigtsfotoet.

I henhold til kommunens byggesagsarkiv og BBR.registret, er der på ejendommen noteret følgende bygninger:

  • Bygning 1: Boligbygning til døgninstitution på 875m2.

  • Bygning 2: Daginstitution på 187m2.

  • Bygning 3: Fritliggende enfamilieshus på 44m2.

  • Bygning 4: Garage på 678m2.

Kommuneplan

Ejendommen er ikke omfattet af retningslinjer Nordfyns Kommuneplan 2021-2033.

Øvrige bindinger/udpegninger

  • Der er ingen øvrige bindinger på ejendommen.

Nordfyns Kommune har ikke besigtiget ejendommen.

Ansøgningen har ikke været sendt i naboorientering idet Nordfyns Kommune har vurderet, at det er af underordnet betydning for dem.

Begrundelse for afgørelsen

Nordfyns Kommune har vurderet, at der kan gives landzonetilladelse til det ansøgte. Nedenfor er kommunens samlede vurdering.

Det er Nordfyns Kommunes vurdering, at den ansøgte ændrede anvendelse ikke er i strid med kommuneplanens udpegninger. Nordfyns Kommune har vurderet, at den ændrede anvendelse og etableringen af de 9 nye værelser ikke vil kunne omfattes af den allerede meddelte landzonetilladelse. Den væsentligste årsag til denne vurdering er, at antallet af beboere (og hermed de tilknyttede ansatte) på ejendommen stort set fordobles sådan at ejendommen fremadrettet forventes at kunne rumme 18-20 borgere.

Der er fra Nordfyns Kommunes side foretaget en samlet planmæssig vurdering om, at de fremtidige ønsker ikke udløser lokalplanpligt og hermed vil kunne afgøres ved en landzonebehandling.

Der er lagt vægt på

  • at etableringen af nye værelser sker i en eksisterende bygning der primært ombygges indvendigt for at kunne rumme den nye anvendelse,

  • at den ændrede anvendelse sker i forlængelse af den eksisterende lovlige anvendelse af ejendommen.

Nordfyns Kommunes vurderer, at den ændrede anvendelse ikke vil have nogen påvirkning af de landskabelige forhold i området og naturen omkring det ansøgte og at denne anvendelse vil have en begrænset påvirkning af de tilgrænsende ejendomme.

Herudover er der i behandlingen lagt vægt på, at det ansøgte ikke tilsidesætter de hensyn som kommunen skal varetage efter planloven. Herunder de landskabelige hensyn samt hensynet til naboerne.

Natura 2000

Nordfyns Kommune vurderer, at byggearbejdet ikke vil have væsentlig indvirkning på dyre- og planteliv, herunder at der ikke vil ske forringelse eller beskadigelse af yngle-, vokse, eller rasteområder for særligt beskyttede arter jf. habitatsbekendtgørelsen.

Retsregler

Nordfyns Kommune har truffet afgørelse efter planlovens § 35.

Planlov

Planloven, lovbekendtgørelse nr. 1157 af 1. juli 2020, og senere ændringer.
Kommuneplan 2021-33 for Nordfyns Kommune.

Øvrig lovgivning

Der er ikke taget stilling til øvrig lovgivning som f.eks. byggeloven, landbrugslov, skovloven mv.

Klagevejledning

Afgørelsen kan inden 4 uger fra offentliggørelsen påklages af enhver med retlig interesse i afgørelsen samt af landsdækkende foreninger og organisationer, der som hovedformål har at beskytte natur og miljø eller varetager væsentlige brugerinteresser inden for arealanvendelsen.

Hvis klagefristen udløber en lørdag eller en helligdag, forlænges fristen til den følgende hverdag.

Klage til Planklagenævnet indgives ved anvendelse af digital selvbetjening. Du klager via Klageportalen, der findes på Planklagenævnets hjemmeside. Du logger på, ligesom du plejer, typisk med Mit-ID. Klagen sendes gennem Klageportalen til den myndighed, der har truffet afgørelsen. En klage er indgivet, når den er tilgængelig for myndigheden i Klageportalen.

Når du klager, skal du betale et gebyr, som for privatpersoner er på 900 kr. og for virksomheder, foreninger og offentlige myndigheder på 1.800 kr. Betaling af klagegebyr sker ved elektronisk overførsel til Planklagenævnet via Klageportalen. Planklagenævnet skal som udgangspunkt afvise en klage, som ikke er indgivet ved digital selvbetjening. Nævnet kan undlade at afvise en klage, som ikke er indgivet ved digital selvbetjening, hvis der foreligger særlige forhold, der gør, at klager ikke må forventes at kunne anvende digital selvbetjening.

Hvis du ønsker at blive fritaget for at bruge Klageportalen, skal du sende en begrundet anmodning til Nordfyns Kommune. Kommunen videresender herefter anmodningen til Planklagenævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt din anmodning kan imødekommes.

Afgørelsen kan indbringes for domstolene inden 6 måneder fra offentliggørelsen.