Høring vedrørende nedlæggelse af en privat fællesvej ved Jullerupvej 36, 5471 Søndersø.

Nordfyns Kommune overvejer at give tilladelse til at nedlægge den private fællesvej på ejendommen Jullerupvej 36. Den private fællesvej er færdselsareal for ejendommen Jullerupvej 26A.

Type

Høring

Område

5471 Søndersø

Høringsfrist
Offentliggjort
Type

Høring

Område

5471 Søndersø

Høringsfrist

15. november 2023

Offentliggjort

7. september 2023

I mail af 23. august 2023 søger ejerne af ejendommen, Jullerupvej 36, 5471 Søndersø, om tilladelse til at nedlægge en privat fællesvej, der ligger på deres ejendom, Jullerupvej 36.

Den private fællesvej, som de gerne vil nedlægge, er skitseret med rødt på nedenstående oversigtskort af 30. august 2023.

Nordfyns Kommune overvejer at give tilladelse til at nedlægge den private fællesvej, som færdselsareal for ejendommen, Jullerupvej 26a. Inden der tages endelig stilling til, om vejen kan nedlægges, sender vi ansøgningen i høring hos berørte parter.

Har du bemærkninger til ansøgningen om at nedlægge vejen, denne annonce med mere, bedes du indsende bemærkningerne til Nordfyns Kommune, Østergade 23, 5400 Bogense, att.: Drift, eller mailer bemærkningerne til trafikogveje@nordfynskommune.dk, att.: Drift.

Bemærkningerne skal gerne være os i hænde senest d. 15. november 2023.

Oversigtsfotoet viser præcist, hvor den private fællesvej, ud for Jullerupvej 36, går.
Udsnit fra oversigtskort af 30. august 2023 vedr. ansøgning om at nedlægge en privat fællesvej på ejendommen Jullerupvej 36, 5471 Søndersø.

Ansøgningen

Ejerne af ejendommen, Jullerupvej 36, søger om tilladelse til at nedlægge den 'røde' private fællesvej på deres ejendom.

Oversigtsfotoet viser præcist, hvor den private fællesvej, ud for Jullerupvej 36, går.
Skråfoto af 10. marts 2021 fra Styrelsen for Dataforsyning og Infrastruktur om at nedlægge en privat fællesvej på ejendommen, Jullerupvej 36, 5471 Søndersø.

Ansøger oplyser, at de, da de købte deres ejendom i 2018, fik de at vide, at ejeren af ejendommen, Jullerupvej 32, har ret til at benytte den private fællesvej på deres ejendom som adgangsvej til sin have der, hvor han har en havelåge til sit haveanlæg.

Ansøger oplyser videre, at de nu efterfølgende har erfaret, at ejeren af ejendommen, Jullerupvej 26A, også har ret til at benytte deres private fællesvej, som adgangsvej til sin ejendom, Jullerupvej 26A. De ønsker dog ikke, at han skal benytte vejen, da de vurderer, at det vil være et alvorligt indgreb i brugen af deres ejendom, samt bevirke at de ikke kan bruge deres ejendom rationelt, at de ikke kan realisere deres planer om at renovere ejendommen med mere.

Ansøger oplyser, at ejendommen, Jullerupvej 26a, har en tilfredsstillende adgangsvej, ejendommens egen private vej, til den offentlige vej, Jullerupvej, og at han derfor ikke har behov for at benytte vejen på deres ejendom som en ekstra adgangsvej til sin ejendom.

De er derfor uforstående overfor, at han nu pludselig gør krav på at benytte vejen, da han har sin egen private vej, som på tilfredsstillende vis, giver hans ejendom adgang til den offentlige vej, Jullerupvej.

Ansøger oplyser, at der ikke reelt har været nogen privat fællesvej de sidste 20 til 30 år, hvor vejen har været en del af deres ejendoms haveanlæg. De vil derfor gerne have tilladelse til at nedlægge deres private fællesvej, da de er bekymret
for, at ejeren af ejendommen, Jullerupvej 26a, vil benytte vejen til erhvervsfærdsel med tunge kørertøjer med de gener, det vil give ansøger.

De oplyser slutteligt, at vejen måske også er en kirkesti. Ansøger vil gerne have afklaret, hvad det kan have af konsekvenser, hvis vejen også er en kirkesti.

Nordfyns Kommunes umiddelbare vurdering

Vejen markeret med rødt på oversigtskortet over ejendommen, Jullerupvej 36, 5471 Søndersø, er indtegnet på matrikelkortet med en stiplet signatur. Dette indikerer, at vejen er en privat fællesvej, da det normalt kun er private fællesveje, der indtegnes
på et matrikelkort med en stiplet signatur.

Den private fællesvej ligger på ejendommen, Jullerupvej 36, matrikel nr. 17h og nr. 17i, Jullerup By, Melby. Ejerne af ejendommen ejer dermed vejen.

Det fremgår af det tinglyste dokument af 8. januar 1907 på ejendommen, matrikel nr. 17h, og af det tinglyste dokument af 16. januar 1906 på ejendommen, matrikel nr. 17i, at en vej på disse to matrikler skal være til fri og uhindret færdsel for matrikel nr. 17a med flere matrikler og parceller heraf. Matrikel nr. 17a er senere blevet udstykket til blandt andet ejendommen, matrikel nr. 17d, Jullerupvej 26a.

Det er derfor Nordfyns Kommunes vurdering, at ejendommen, matrikel nr. 17d, Jullerupvej 26a, har vejret til den ”røde” private fællesvej på ejendommen, matrikel nr. 17h og nr. 17i, Jullerupvej 36. Altså, at ejeren af ejendommen, Jullerupvej 26a, dermed er vejberettiget og dermed har ret til at benytte den private fællesvej som adgangsvej til sin ejendom.

Luftfoto af området fra 2004.
Luftfoto af området fra 2004.

På luftfotos fra 2004 og fra 1992-93 er det umiddelbart vores vurdering, at den ”røde” vej ikke de år blev benyttet som adgangsvej til ejendommen, Jullerupvej 26a, i hvert fald ikke til kørende motoriseret færdsel.

Det er derfor vores vurdering, at vejen i over 30 år ikke er blevet brugt til kørende motoriseret færdsel til ejendommen, Jullerupvej 26a. Og formentlig ej heller til andre former for færdsel, gående, cyklende eller ridende færdsel.

Det er videre vores vurdering, at ejendommen, Jullerupvej 26a, har en tilfredsstillende adgangsvej til den offentlige vej, Jullerupvej, ejendommens egen private vej. En privat vej, der med sin bredde, tilslutning til Jullerupvej med mere, som vi vurderer det, giver tilfredsstillende adgang til Jullerupvej med såvel let færdsel såvel som med tung færdsel.

Luftfoto af området fra 1992-93.
Luftfoto af området fra 1992-93.

Derfor, og på det indtil videre foreliggende kendte grundlag, er det vores umiddelbare vurdering, at den private fællesvej kan nedlægges som et færdselsareal for ejendommen, Jullerupvej 26a.

Inden der træffes en endelig beslutning afventer vi dog og ser, hvad der eventuelt kommer af bemærkninger til ansøgningen om at nedlægge vejen. Samtidig med denne høring om at nedlægge den private fællesvej undersøger vi samtidigt, om vejen også er en kirkesti, og de konsekvenser det kan have for ejendommen, Jullerupvej 36.

Berigtigelse af matrikel og tingbog

Ender sagen med, at ejerne af ejendommen, Jullerupvej 36, 5471 Søndersø, får tilladelse til at nedlægge den private fællesvej på deres ejendom, og at de nedlægger vejen, vil Nordfyns Kommune stille krav om, at de skal sørge for, at matrikel, matrikelkort, tingbog med mere berigtiges i nødvendigt omfang, og at de skal betale udgiften derfor.

Hvad er en privat fællesvej, en vejret og en vejberettiget?

Definitionen på en privat fællesvej er en vej, som ligger på en ejendom, og som ejeren af en anden ejendom har ret til at benytte som færdselsareal for sin ejendom, jf. privatvejslovens §10, pkt. 3.

Denne ret er en vejret, som giver en ejer af en ejendom ret til at benytte en privat fællesvej som færdselsareal for ejendommen, typisk som adgangsvej til sin ejendom med kørende motoriseret færdsel, jf. privatvejslovens § 10, pkt. 5.

En vejberettiget er en grundejer, der ejer en ejendom med vejret, jf. privatvejslovens § 10, pkt. 6.

Vejretten er tilknyttet ejendommen, og det betyder, at det ikke kun er ejeren af ejendommen eller ejerens familie, der må benytte vejen. Vejretten omfatter alle, der har et ærinde til ejendommen, og det betyder f.eks., at øvrig familie, venner, bekendte, forpagtere, lejere, kunder, maskinstationer, håndværkere, postbud, dagrenovation, hjemmehjælp med flere, der har et ærinde til ejendommen, alle må benytte vejen.

En grundejer kan have vejret til flere private fællesveje eller kan også have direkte adgang til offentlig vej. Det er uden betydning for vejrettens eksistens, om vejretten udnyttes eller kan udnyttes, eller om der er etableret en adgang til vejen.
Tildeling af en vejret foretages typisk af vejejeren. En vejret kan også vindes ved hævd eller være slået fast i en dom.

Om en grundejer har en vejret, er som udgangspunkt et spørgsmål om fortolkning af skriftlige og mundtlige aftaler, og dermed primært et privatretligt anliggende mellem vejejeren og grundejeren, der mener at have vejret. I tilfælde af uenighed om vejretten, vejrettens eksistens, vejrettens omfang med mere, er det alene domstolene, der kan afgøre uenigheden.

En dokumentation for en vejret kan foreligge som en tinglyst servitut på vejejerens ejendom, ved vejejerens anderkendelse af vejretten eller være slået fast i en dom.
Om sådanne vejrettigheder eksisterer, er derfor som udgangspunkt et privatretligt anliggende mellem ejeren af vejen og ejeren af den ejendom, der ønsker at bruge vejen eller måske rent faktisk benytter vejen.

Reglerne om at nedlægge en privat fællesvej

Ved nedlæggelse af en privat fællesvej forstås en beslutning om, at et areal, der er privat fællesvej, ikke længere skal være færdselsareal for anden ejendom, jf. privatvejslovens § 10, pkt. 13.

Private fællesveje, der er taget i brug, må ikke nedlægges uden en kommunes tilladelse, jf. privatvejslovens § 12, stk. 1. Og kommunen skal behandle sagen efter privatvejslovens §§ 72-78.

En kommune skal tage stilling til, om en privat fællesvej eller en del af vejen kan nedlægges, hvis en grundejer med den fornødne interesse beder kommunen om det, jf. privatvejslovens §72, stk. 1.

Spørgsmålet, om en kommune efter privatvejslovens § 72, stk. 1, kan give tilladelse til at nedlægge en privat fællesvej, afhænger af kommunens skøn. Ved denne vurdering, skal kommunen vurdere om vejen er eneste adgangsvej til ejendommen med vejret, eller om vejen er af vigtighed for ejendommen med vejret. Kommunen skal endvidere foretage en afvejning i parternes interesse i dels at nedlægge vejen og dels i at opretholde vejen.

En privat fællesvej skal helt eller delvist opretholdes, hvis vejen efter matrikelkortet er eneste adgangsvej til en ejendom, og der ikke samtidigt etableres anden vejadgang. Vejen skal også helt eller delvist opretholdes, hvis vejen i øvrigt er af vigtighed for en ejendom med vejret til vejen, jf. privatvejslovens § 72, stk. 2.

I tilfælde hvor den private fællesvej hverken er eneste adgangsvej eller vurderes at være af vigtighed for en ejendom, skal kommunen foretage en konkret afvejning af parternes interesser dels i at bevare vejen og dels i at nedlægge vejen.

Kommunen skal offentliggøre en påtænkt beslutning om at nedlægge en privat fællesvej eller dele af vejen. Den påtænkte beslutning skal samtidig meddeles til ejere af vejen, ejere af tilgrænsende ejendomme, ejere af ejendomme, hvis adkomst eller rettigheder til vejen er tinglyst, og ejere af ejendomme, der må antages at have vejret til vejen.

Kommunen skal give en frist på minimum 8 uger til at komme med bemærkninger, indsigelser og ændringsforslag, jf. privatvejslovens § 73, stk. 1 og 2.

Hvis kommunen afviser en indsigelse om, at vejen er eneste adgang eller af vigtighed for en ejendom, og herefter giver tilladelse til at nedlægge vejen, skal kommunen oplyse om, at spørgsmålet om vejens vigtighed kan indbringes for taksationsmyndighederne inden 4 uger efter meddelelsen af kommunens afgørelse, jf. privatvejslovens § 75.

Hvis kommunen ikke selv har rejst spørgsmålet om vejens nedlæggelse, kan kommunen fordele udgifterne ved sagens behandling, herunder udgifterne til notering i matriklen og berigtigelse af tingbogen, jf. privatvejslovens § 78, imellem de grundejere, der har interesse i en nedlægning af vejen, jf. privatvejslovens § 76, stk. 1. I henhold til privatvejslovens § 78 skal kommunen sørge for, at en nedlægning af vejen, jf. privatvejslovens § 72, stk. 1, noteres i matriklen og berigtiges i tingbogen.

Lovgrundlag

Den ”røde” vej på ejendommen, Jullerupvej 36, 5471 Søndersø, matrikel nr. 17h og nr. 17i, Jullerup By, Melby, er en privat fællesvej, som skitseret på kommunens oversigtskort af 30. august 2023, jf. privatvejslovens § 10, pkt. 4.

Den private fællesvej er dermed underlagt privatvejslovens regler, jf. § 2, stk. 2, og kommunen er vejmyndighed for vejen, jf. privatvejslovens § 1, stk. 2.

Den private fællesvej ligger på ejendommen, Jullerupvej 36, ejerne af ejendommen ejer dermed vejen.

Den private fællesvej ligger i landområde, vejen er dermed underlagt privatvejslovens landregler i lovens afsnit II, jf. privatvejslovens § 4.

Det kræver kommunens tilladelse at nedlægge den private fællesvej, jf. privatvejslovens § 12, stk. 1.

Nordfyns Kommune skal behandle ansøgningen om at nedlægge den private fællesvej i overensstemmelse med privatvejslovens regler, §§ 72-78, og derudover følge forvaltningslovens regler.

Omtalte love, kan ses på Civilstyrelsens hjemmeside, Retsinformation:

  • Privatvejsloven, lovbekendtgørelse nr. 422 af 25. april 2023

  • Forvaltningsloven, lovbekendtgørelse nr. 433 af 22. april 2014