Høring af Lokalplanforslag 2023-3, Morud bymidte og detailhandel
Nordfyns Kommune har den 27. januar 2026 besluttet at fremlægge ovennævnte planforslag i offentlig høring.
Høring
Lokalplan
5462 Morud
26. februar 2026
29. januar 2026
Formålet med den nye lokalplan
Lokalplanens formål er at styrke Morud bymidte ved at skabe en mere sammenhængende og attraktiv hovedgade langs Rugårdsvej og samtidig sikre mulighed for at etablere en ny dagligvarebutik på hjørnet af Søndersøvej og Rugårdsvej. Planen skal endvidere understøtte udviklingen af et grønt og levende bymiljø, hvor der skabes bedre forhold for ophold, lokal trafikafvikling, gående og cyklister samt muligheder for nye bymidtefunktioner.
Lokalplanen tager afsæt i Byudviklingsplan, Morud fra 2021, som skitserer en overordnet strategisk udvikling for byen og præsenterer en række projekter som idégrundlag for en sammenhængende byudvikling. Denne lokalplans formål ligger særligt i forlængelse af to af disse projekter og bidrager dermed til at realisere dele af byudviklingsplanens intentioner for Morud bymidte.
Se eventuelt referatet fra Kommunalbestyrelsesmødet den 27. januar 2026
Planforslag
Her kan du se lokalplanforslaget: Forslag til Lokalplan 2023-3, Morud bymidte og detailhandel
Planforslaget kan ses via ovenstående link, via plandata.dk eller ved personlig henvendelse i Borgerservice på bibliotekerne i Bogense, Otterup og Søndersø.
Offentlig høring
Planforslaget er i offentlig høring fra den 29. januar til den 26. februar 2026. I denne periode har alle mulighed for at komme med høringssvar, bemærkninger og ændringsforslag.
Høringssvar mm. til forslaget skal sendes til Nordfyns Kommune, Østergade 23, 5400 Bogense eller ved at benytte sikker mail på borger.dk. Høringssvar skal være mærket ”Høringssvar planlægning 2023-3, Morud bymidte og detailhandel”, og skal indsendes senest 26 februar 2026.
Retsvirkninger
Når lokalplanforslaget er offentliggjort, må ejendomme inden for planområdet ikke bebygges eller i øvrigt benyttes på en måde, der skaber risiko for en foregribelse af indholdet af den endelige lokalplan.
De midlertidige retsvirkninger er gældende, indtil lokalplanen er endeligt vedtaget. Dog højst et år efter lokalplanforslaget er offentliggjort.
Når høringsfristen udløber, kan Kommunalbestyrelsen under visse forudsætninger tillade en udnyttelse i overensstemmelse med lokalplanforslaget.
Miljøvurdering
Der er foretaget en miljøscreening af planforslagene iht. Lov om miljøvurdering af planer og programmer. Lokalplan 2023-3, Morud bymidte og detailhandel, vurderes på baggrund af screeningen ikke at kunne få en væsentlig indvirkning på miljøet, og vurderes derfor ikke at være omfattet af krav om miljøvurdering af planer.
Afgørelsen om ikke at udarbejde en miljøvurdering offentliggøres sammen med planforslaget. Miljøscreening er vedlagt planforslaget som bilag.
Klagemulighed
Kommunens afgørelse om, at der ikke skal gennemføres en miljøvurdering kan påklages til Planklagenævnet. Klagefristen er 4 uger fra offentliggørelsen.
Du klager via Planklagenævnets klageportal. Du logger på Klageportalen med MitID. En klage er indgivet, når den er tilgængelig for Nordfyns Kommune via Klageportalen. Når du klager, skal du betale et gebyr på 900 kr. for borgere og 1.800 kr. for virksomheder, organisationer og offentlige myndigheder.
I Klageportalen sendes din klage automatisk først til Nordfyns Kommune. Hvis Nordfyns Kommune fastholder afgørelsen, sender vi klagen videre til behandling i nævnet via Klageportalen. Du får besked om videresendelsen.
Planklagenævnet afviser din klage, hvis du sender den uden om Klageportalen, medmindre du forinden er blevet fritaget for brug af Klageportalen. Hvis du ønsker at blive fritaget for at bruge Klageportalen, skal du sende en begrundet anmodning til Nordfyns Kommune. Vi videresender herefter din anmodning til nævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt du kan fritages. Du er meget velkommen til at ringe til os, hvis du har spørgsmål til, hvorvidt du kan fritages.
Afgørelsen kan indbringes for domstolene inden 6 måneder fra annonceringsdatoen.
Behandling af dine personoplysninger
Du skal være opmærksom på, at alle indsendte høringssvar/bemærkninger er omfattet af offentlighedslovens regler og vil blive offentliggjort på kommunens hjemmeside.
I forbindelse med den politiske behandling, vil alle indsendte høringssvar inkl. vedhæftede dokumenter indgå i den videre behandling. Det betyder, at navn, adresse og andre personlige oplysninger, som er oplyst i høringssvarene, vil blive offentlig tilgængelige.
Såfremt du er omfattet af navne- og adressebeskyttelse, og du indsender høringssvar/bemærkninger, er det vigtigt, at du gør kommunen opmærksom på dette. Kommunen foretager ikke automatisk kontrol af navne- og adressebeskyttelse ved modtagelse af høringssvar/bemærkninger. Kommunen kan derfor ikke garantere for navne- og adressebeskyttelsen med mindre du gør opmærksom på det.
Indsendte høringssvar vil også være omfattet af offentlighedslovens bestemmelser om aktindsigt.
Ønsker du at vide mere, kan du ringe til Planafdelingen, på tlf.: 3058 6203.
Dokumenterne, der linkes til, opfylder desværre ikke kravene til tilgængelighed iht. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/2102 af 26. oktober 2016. Har du behov for at få læst dokumentet højt, så kontakt Planafdelingen, Nordfyns Kommune.