Høring af forslag til Planstrategi 2024
Nordfyns Kommune har den 31. oktober 2024 besluttet at fremlægge ovennævnte planforslag i offentlig høring.
Høring
5270 Odense N
5400 Bogense
5450 Otterup
5462 Morud
5471 Søndersø
5474 Veflinge
5485 Skamby
5491 Blommenslyst
5492 Vissenbjerg
5560 Aarup
1. januar 2025
6. november 2024
Formålet med planstrategien
Kommunalbestyrelsen har ifølge lov om planlægning pligt til - i første halvdel af valgperioden - at offentliggøre en strategi for kommuneplanlægningen i form af en planstrategi.
Planhierakiet, jf. Planloven, er følgende:
-
Landsplanredegørelsen (Folketinget), udarbejdes snarest efter tiltrædelse af en ny regering
-
Regional udviklingsplan (Regionen)
-
Planstrategi (Kommunen), udarbejdes i 1. halvdel af en valgperiode
-
Kommuneplan (Kommunen), udarbejdes i 2. halvdel af en valgperiode
-
Lokalplanlægning (Kommunen), udarbejdes løbende
Planstrategien skal indeholde oplysninger om den planlægning, der er sket efter den seneste revision af kommuneplanen, samt Kommunalbestyrelsens vurdering af og strategi for den kommende udvikling i kommunen.
Med strategien beslutter Kommunalbestyrelsen desuden i hvilket omfang kommuneplanen skal revideres ved den kommende kommuneplanrevision i 2025. Den nugældende kommuneplan for Nordfyns Kommune kan ses her: Nordfyn - Kommuneplan 2021-2033 - Nordfyns Kommune
Kommuneplanen er en langsigtet planlægning, der gælder for de næste 12 år. Med Planstrategi 2024 har den nuværende Kommunalbestyrelse mulighed for at præge kommunens udvikling på den lange bane.
Se eventuelt referatet fra Kommunalbestyrelsens møde den 31. oktober 2024 på kommunens hjemmeside under: Menu – Dagsordener og referater – Nordfyns Kommunes dagsordensystem.
Planforslag
Forslag til Planstrategi 2024 er revideret/udarbejdet med afsæt i Planstrategi 2019. I den nye planstrategi er der fokus på Kommunalbestyrelsens vision og klimamål for temaerne, som udgør de overordnede temaer i strategien:
-
Bosætning
-
Erhverv og turisme
-
Natur og landskaber
Her kan du se forslag til Planstrategi 2024
Planstrategien berører en række andre overordnede planer i kommunen, herunder blandt andet Klimaplanen, Landdistriktspolitikken, Kulturarvsstrategien, Naturpolitikken og Risikostyringsplanen for Odense Fjord. De overordnede mål i disse planer kædes sammen med Planstrategien og danner dermed en rød tråd i kommunens planlægning.
Planstrategi 2024 har blandt andet fokus på klimahandleplanens klimamål, og de overordnede forslag er:
-
Reduktion af CO2-udledningen med minimum 70 % i 2030
-
Nordfyns Kommune skal som virksomhed være CO2-neutral i 2030
-
Nordfyns Kommune er klimaneutral og modstandsdygtig over for effekterne af klimaforandringerne senest i 2050.
Offentlig høring
Planforslaget er i offentlig høring i 8 uger fra den 6. november 2024 til den 1. januar 2025. I denne periode har alle mulighed for at komme med indsigelser og ændringsforslag.
Indsigelser og ændringsforslag til forslaget skal sendes til Nordfyns Kommune, Østergade 23, 5400 Bogense, via Digital Post eller via mail til planafdelingen enten ved at benytte knappen til indsendelse af høringssvar eller ved at benytte sikker mail på borger.dk. Høringssvar skal være mærket ”Planstrategi 2024” og være modtaget senest den 1. januar 2025.
Hvis du benytter knappen til indsendelse af høringssvar på denne side, skal du være opmærksom på, ikke at indsende dit svar via en hotmail-konto, da vi ikke altid modtager mails, der er sendt via hotmail. Der er link til at sende sikker mail til kommunen nederst på denne side. Du kan også se, hvordan du sender digital post til kommunen på siden: Sådan skriver du til os via Digital Post.
Har du ikke mail eller MitID, så kan du henvende dig på dit lokale bibliotek.
Miljøvurdering
Der er foretaget en miljøscreening af planforslaget iht. Lov om miljøvurdering af planer og programmer. På baggrund af screeningen har kommunen vurderet, at der ikke skal gennemføres en miljøvurdering. Afgørelsen begrundes i, at der er tale om mindre ændringer ift. gældende planlægning. I vurderingen er blandt andet indgået, at det er en generelt strategi for hele kommunens udviklingsretning og ikke konkret planlægning på lokalt niveau.
Der er ikke væsentlige naturmæssige, geologiske eller landskabelige udpegninger, der strider mod planlægningen, og ændringerne i strategien vurderes til ikke at have væsentlig betydning i forhold til miljøet. Afgørelsen om ikke at udarbejde en miljøvurdering offentliggøres sammen med planforslagene.
Klagevejledning
Kommunens afgørelse om, at der ikke skal gennemføres en miljøvurdering kan påklages til Planklagenævnet. Klagefristen er 4 uger fra offentliggørelsen.
Du klager via Planklagenævnets klageportal. Du logger på Klageportalen med MitID. En klage er indgivet, når den er tilgængelig for Nordfyns Kommune via Klageportalen. Når du klager, skal du betale et gebyr på 900,- kr. for borgere og 1.800,- kr. for virksomheder, organisationer og offentlige myndigheder.
I Klageportalen sendes din klage automatisk først til Nordfyns Kommune. Hvis Nordfyns Kommune fastholder afgørelsen, sender vi klagen videre til behandling i nævnet via Klageportalen. Du får besked om videresendelsen.
Planklagenævnet afviser din klage, hvis du sender den uden om Klageportalen, medmindre du forinden er blevet fritaget for brug af Klageportalen. Hvis du ønsker at blive fritaget for at bruge Klageportalen, skal du sende en begrundet anmodning til Nordfyns Kommune. Vi videresender herefter din anmodning til nævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt du kan fritages. Du er meget velkommen til at ringe til os, hvis du har spørgsmål til hvorvidt du kan fritages.
Afgørelsen kan indbringes for domstolene inden 6 måneder fra annonceringsdatoen.
Behandling af dine personoplysninger
Du skal være opmærksom på, at alle indsendte høringssvar/bemærkninger er omfattet af offentlighedslovens regler og vil blive offentliggjort på kommunens hjemmeside.
I forbindelse med den politiske behandling vil alle indsendte høringssvar inkl. vedhæftede dokumenter indgå i den videre behandling. Det betyder, at navn, adresse og andre personlige oplysninger, som er oplyst i høringssvarene, vil blive offentligt tilgængelige.
Såfremt du er omfattet af navne- og adressebeskyttelse, og du indsender høringssvar/bemærkninger, er det vigtigt, at du gør kommunen opmærksom på dette. Kommunen foretager ikke automatisk kontrol af navne- og adressebeskyttelse ved modtagelse af høringssvar/bemærkninger. Kommunen kan derfor ikke garantere for navne- og adressebeskyttelsen, med mindre du gør opmærksom på det.
Indsendte høringssvar vil også være omfattet af offentlighedslovens bestemmelser om aktindsigt.
Ønsker du at vide mere, kan du ringe til Planafdelingen, på tlf.: 3058 6203.
Dokumenter, der linkes til, opfylder desværre ikke kravene til tilgængelighed iht. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/2102 af 26. oktober 2016. Har du behov for at få læst dokumentet højt, så kontakt Planafdelingen.