Høring af forslag til Kommuneplantillæg nr. 13 og Lokalplan 2024-6, Udvidelse af lokalplan for Lykkeslund Bioenergi

Nordfyns Kommune har dne 27. februar 2025 besluttet at fremlægge ovennævnte planforslag i offentlig høring

Typer

Høring

Lokalplan

Område

5450 Otterup

Høringsfrist
Offentliggjort
Send høringssvar
Typer

Høring

Lokalplan

Områder

5450 Otterup

Høringsfrist

30. april 2025

Offentliggjort

5. marts 2025

Send høringssvar

Formålet med planlægningen

Lokalplan

Lokalplanen har til formål at udlægge arealet til tekniske anlæg i form af biogasproduktionsanlæg med de tilhørende bygninger, tanke og andre faciliteter, herunder bl.a. lagerplads, der er nødvendige for anlæggets drift. Samt muliggøre udvidelse pyrolysehal, CO2-fangstanlæg, BMR-station og udvidelse af den eksisterende plansilo. Da udvidelsen går ud over lokalplanens afgrænsning og ikke omfattes af eksisterende planlægning, er der behov for udarbejdelse af en ny lokalplan.

Der vil blive etableret en vold nord for anlægget, der skal sikre mod udslip fra anlægget i tilfælde af uheld.

Der etableres skærmende beplantning, der vil mindske indsynet til biogasanlægget fra nord, vest og syd. Beplantningen vil både skærme for det eksisterende anlæg samt for udvidelserne.

Lokalplanen har derudover til formål at tilvejebringe plangrundlag for biogasanlæggets overgang til status som risikovirksomhed (kolonne II).

Lokalplanområdet er på ca. 4,2 ha beliggende i landzone på adressen Holemarken 24, Otterup. Planområdet omfatter del af matr.nr. 14a samt 14d, Uggerslev By, Uggerslev.

Området er beliggende i landzone og skal forblive landzone.

Anvendelsen af området vil ikke blive ændret, da planområdet fortsat udlægges til tekniske anlæg.

Lokalplanområdet opdeles i 3 delområder:

Byggeri i delområde 1 og 2 må opføres med en maksimal højde på 14,5 meter. Byggeri i delområde 3 må opføres med en maksimal højde på 10 meter, dog må afkast og skorsten være op til 20 meter.

Det eksisterende biogasanlæg er omfattet af kommuneplanramme E06 Biogasanlæg ’Lykkeslund’.

Kommuneplantillæg

En udvidelse af lokalplanområdet er ikke i overensstemmelse med Nordfyns Kommuneplan 2021-2033. For at bringe overensstemmelse mellem lokalplan og kommuneplan er der udarbejdet et tillæg nr. 13 til Kommuneplan 2021-2033. For at bringe overensstemmelse mellem lokalplan og kommuneplan skal kommuneplanrammen udvides, så den totalt dækker et areal på ca. 4,2 ha.

Se eventuelt referatet fra Kommunalbestyrelsens møde den 27. februar 2025.

Planforslag

Se forslag til Kommuneplantillæg nr.13:

Se forslag til Lokalplan 2024-6, Udvidelse af lokalplan for Lykkeslund Bioenergi

Planforslagene kan ses via ovenstående links, via plandata.dk eller ved personlig henvendelse i Borgerservice på bibliotekerne i Bogense, Otterup og Søndersø.

Offentlig høring

Planforslaget er i offentlig høring fra den 5. marts 2025 til den 30. april 2025. I denne periode har alle mulighed for at komme med indsigelser og ændringsforslag.

Indsigelser og ændringsforslag til forslagene skal sendes til Nordfyns Kommune, Østergade 23, 5400 Bogense eller pr. mail til Planafdelingen via knappen til indsendelse af høringssvar eller ved at benytte sikker mail på borger.dk. Høringssvar skal være mærket ”Høringssvar planlægning udvidelse af lokalplan for Lykkeslund bioenergi”, og skal indsendes senest den 30. april 2025.

Du skal være opmærksom på ikke at indsende dit svar via en hotmail-konto, da vi ikke altid modtager mails, der er sendt via hotmail. Der er link til at sende sikker mail til kommunen nederst på denne side. Du kan også se, hvordan du sender digital post til kommunen på siden: Sådan skriver du til os via Digital Post.

Mærk høringssvaret: ’Høringssvar planlægning udvidelse af lokalplan for Lykkeslund bioenergi'.

Retsvirkninger

Når lokalplanforslaget er offentliggjort, må ejendomme inden for planområdet ikke bebygges eller i øvrigt benyttes på en måde, der skaber risiko for en foregribelse af indholdet af den endelige lokalplan.

De midlertidige retsvirkninger er gældende, indtil lokalplanen er endeligt vedtaget. Dog højst et år efter lokalplanforslaget er offentliggjort. Når høringsfristen udløber, kan Kommunalbestyrelsen under visse forudsætninger tillade en udnyttelse i overensstemmelse med lokalplanforslaget.

Miljøvurdering

Der er foretaget en miljøscreening af planforslaget iht. Lov om miljøvurdering af planer og programmer. På baggrund af screeningen har kommunen vurderet, at der ikke skal gennemføres en miljøvurdering. Denne vurdering begrundes med, at en ændring af byggemulighederne af arealet, som beskrevet i lokalplanen, ikke vil kunne få væsentlig indvirkning på miljøet, og at planen alene fastlægger anvendelse af et mindre område på lokalt plan.

Afgørelsen om ikke at udarbejde en miljøvurdering offentliggøres sammen med planforslaget. Miljøscreeningen er vedlagt lokalplanen som bilag.

Klagemulighed

Kommunens afgørelse om, at der ikke skal gennemføres en miljøvurdering kan påklages til Planklagenævnet. Klagefristen er 4 uger fra offentliggørelsen. Du klager via Planklagenævnets hjemmeside. Du logger på Klageportalen med MitID. En klage er indgivet, når den er tilgængelig for Nordfyns Kommune via Klageportalen. Når du klager, skal du betale et gebyr på 900,- kr. for borgere og 1.800,- kr. for virksomheder, organisationer og offentlige myndigheder.

I Klageportalen sendes din klage automatisk først til Nordfyns Kommune. Hvis Nordfyns Kommune fastholder afgørelsen, sender vi klagen videre til behandling i nævnet via Klageportalen. Du får besked om videresendelsen.

Planklagenævnet afviser din klage, hvis du sender den uden om Klageportalen, medmindre du forinden er blevet fritaget for brug af Klageportalen. Hvis du ønsker at blive fritaget for at bruge Klageportalen, skal du sende en begrundet anmodning til Nordfyns Kommune. Vi videresender herefter din anmodning til nævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt du kan fritages. Du er meget velkommen til at ringe til os, hvis du har spørgsmål til hvorvidt du kan fritages.

Afgørelsen kan indbringes for domstolene inden 6 måneder fra annonceringsdatoen.

Behandling af dine personoplysninger

Du skal være opmærksom på, at alle indsendte høringssvar/bemærkninger er omfattet af offentlighedslovens regler, og vil blive offentliggjort på kommunens hjemmeside.

I forbindelse med den politiske behandling, vil alle indsendte høringssvar inklusiv vedhæftede dokumenter indgå i den videre behandling. Det betyder at navn, adresse og andre personlige oplysninger som er oplyst i høringssvarene, vil blive offentlig tilgængelige.

Såfremt du er omfattet af navne- og adressebeskyttelse og du indsender høringssvar/bemærkninger er det vigtigt, at du gør kommunen opmærksom på dette. Kommunen foretager ikke automatisk kontrol af navne- og adressebeskyttelse ved modtagelse af høringssvar/bemærkninger. Kommunen kan derfor ikke garantere for navne- og adressebeskyttelsen med mindre du gør opmærksom på det.

Indsendte høringssvar vil også være omfattet af offentlighedslovens bestemmelser om aktindsigt.

Ønsker du at vide mere, kan du ringe til Planafdelingen, på tlf.: 3058 6203

 

Dokumenterne, der linkes til opfylder desværre ikke kravene til tilgængelighed iht. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/2102 af 26. oktober 2016. Har du behov for at få læst dokumentet højt, så kontakt Planafdelingen.