Høring af forslag til Kommuneplan 2025 - 2037 for Nordfyns Kommune

Planforslag til Kommuneplan 2025-2037 for Nordfyns Kommune fremlægges hermed i offentlig høring i perioden fra den 22. december 2025 til den 27. februar 2026.

Alle høringer og afgørelser
Type

Høring

Områder

5270 Odense N

5400 Bogense

5450 Otterup

5462 Morud

5471 Søndersø

5474 Veflinge

5485 Skamby

5491 Blommenslyst

5492 Vissenbjerg

5560 Aarup

Høringsfrist
Offentliggjort
Type

Høring

Område

5270 Odense N

5400 Bogense

5450 Otterup

5462 Morud

5471 Søndersø

5474 Veflinge

5485 Skamby

5491 Blommenslyst

5492 Vissenbjerg

5560 Aarup

Høringsfrist

27. februar 2026

Offentliggjort

22. december 2025

Nordfyns Kommune besluttede med Planstrategi 2024 at lave en delvis revision af Kommuneplan 2021-2033 for at lave Kommuneplan 2025-2037.

Følgende dele af kommuneplanen er revideret:

  • Byudvikling
  • Landdistriktsudvikling
  • Afsnittet "Produktionsvirksomheder" under Erhvervsudvikling.
  • Klimatilpasning, erosion og oversvømmelse
  • Lavbundsarealer
  • Skovrejsning
  • Kommunalbestyrelsen vedtog i december 2024 nye retningslinjer for vindmøller og el-anlæg, som er blevet indarbejdet i forbindelse med kommuneplanrevisionen
  • Solenergianlæg
  • Biogasanlæg
  • Kommuneplanrammer

Et samlet forslag er nu klar til offentlig høring. 

Se forslag til Kommuneplan 2025-2037 som digital plan

Politisk behandling

Forslag til Kommuneplan 2025-2037 er en revision af den gældende kommuneplan, Kommuneplan 2021-2033 for Nordfyns Kommune. Kommuneplan 2021 er gældende, indtil en ny kommuneplan er endeligt vedtaget af kommunalbestyrelsen, og dermed erstatter den gældende kommuneplan.  

Kommunalbestyrelsen har den 27. november 2025 godkendt et samlet forslag til Kommuneplan 2025-2037, og har den 18. december 2025 godkendt forslag til ny kommuneplanramme T20, Bogense Kystdiger. Forud for kommunalbestyrelsens behandling af et samlet forslag har der været afholdt delbehandlinger i Teknik- og Miljøudvalget. 

Delbehandlingerne har omfattet emnerne:

  • VE-anlæg, se referat
  • Byudvikling og strategisk planlægning for landsbyer og bymidter, se referat
  • Produktionsvirksomheder og erhvervsområder, se referat
  • Lavbundsarealer, se referat
  • Skovrejsning og Forebyggelse af oversvømmelse og erosion, se referat

Se også referat fra Kommunalbestyrelsens møde den 27. november.
Se også referat fra Kommunalbestyrelsen møde den 18. december


Offentliggørelse

Planforslaget til Kommuneplan 2025-2037 er offentliggjort via statens plandatasystem og som en digital kommuneplan. Se link øverst på siden 

I plandata.dk fremgår planforslaget som et samlet pdf-dokument, hvor tilhørende retningslinjer og kommuneplanrammer vises på kort.

Illustration af den digitale kommuneplan

Offentlig høring

Planforslaget er fremlagt i offentlig høring fra den 22. december 2025 frem til den 27. februar 2026. 

I denne periode er alle velkommen til at indsende et høringssvar til det fremlagte planforslag. Bemærkninger, indsigelser eller ændringsforslag skal være administrationen i hænde senest den 27. februar 2026.

Høringssvar indsendes via den digitale kommuneplan, via digital post eller med post til Bogense Rådhus, Østergade 23, 5400 Bogense. Angiv ”Høringssvar til Kommuneplan 2025” på kuverten eller i emnefeltet.     

For at indsende høringssvar via den digitale kommuneplan:

Klik på den lille gule boks ”Indsend kommentar” i toppen af den digitale kommuneplan.

Miljøvurdering

Nordfyns Kommune har gennemført en miljøscreening af forslag til Kommuneplan 2025-2037 efter kriterierne i miljøvurderingsloven. Screeningen viser, at planen kan få indvirkning på miljøet. Derfor er der udarbejdet en miljørapport.

Nordfyns Kommune har vurderet, at de sandsynlige væsentlige miljøfaktorer omfatter: 

  • Biologisk mangfoldighed, flora og fauna
  • Befolkningen
  • Vand
  • Landskab 

Et afgrænsningsnotat om indholdet af miljørapporten har været i høring hos berørte myndigheder forud for udarbejdelsen af miljøvurderingen.

Miljørapporten fremlægges i offentlig høring i samme periode som kommuneplanforslaget og fremgår af den digitale plan og samlede pdf. Her kan du læse Miljørapporten

Nordfyns Kommune har efter udarbejdelse af afgrænsningsnotat og miljørapport foretaget en særskilt screening af forslaget til kommuneplanramme T20 - Kystsikringsanlæg, Bogense Kystdiger. 

På baggrund af den gennemførte miljøscreening vurderes det, at kommuneplanrammen ikke vil have en væsentlig indvirkning på miljøet.

Miljøscreeningen kan læses i bilag 5c.

Klagemulighed

Kommunens afgørelser om miljøvurderinger kan påklages til Planklagenævnet. Klagefristen er 4 uger fra offentliggørelsen.

Du klager via Planklagenævnets klageportal. Du logger på Klageportalen med MitID. En klage er indgivet, når den er tilgængelig for Nordfyns Kommune via Klageportalen. Når du klager, skal du betale et gebyr på 900 kr. for borgere og 1.800 kr. for virksomheder, organisationer og offentlige myndigheder.

I Klageportalen sendes din klage automatisk først til Nordfyns Kommune. Hvis Nordfyns Kommune fastholder afgørelsen, sender vi klagen videre til behandling i nævnet via Klageportalen. Du får besked om videresendelsen.

Planklagenævnet afviser din klage, hvis du sender den uden om Klageportalen, medmindre du forinden er blevet fritaget for brug af Klageportalen. Hvis du ønsker at blive fritaget for at bruge Klageportalen, skal du sende en begrundet anmodning til Nordfyns Kommune. Vi videresender herefter din anmodning til nævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt du kan fritages. Du er meget velkommen til at ringe til os, hvis du har spørgsmål til, hvorvidt du kan fritages.

Afgørelsen kan indbringes for domstolene inden 6 måneder fra annonceringsdatoen.

Behandling af dine personoplysninger

Du skal være opmærksom på, at alle indsendte høringssvar/bemærkninger er omfattet af offentlighedslovens regler og vil blive offentliggjort på kommunens hjemmeside.

I forbindelse med den politiske behandling, vil alle indsendte høringssvar inkl. vedhæftede dokumenter indgå i den videre behandling. Det betyder, at navn, adresse og andre personlige oplysninger, som er oplyst i høringssvarene, vil blive offentlig tilgængelige.

Såfremt du er omfattet af navne- og adressebeskyttelse, og du indsender høringssvar/bemærkninger, er det vigtigt, at du gør kommunen opmærksom på dette. Kommunen foretager ikke automatisk kontrol af navne- og adressebeskyttelse ved modtagelse af høringssvar/bemærkninger. Kommunen kan derfor ikke garantere for navne- og adressebeskyttelsen, medmindre du gør opmærksom på dette.

Indsendte høringssvar vil også være omfattet af offentlighedslovens bestemmelser om aktindsigt.

Ønsker du at vide mere, kan du ringe til Planafdelingen, på tlf.: 3058 6203.