Her kan du om Beboerklagenævnet, der behandler en række tvister i almene lejeboliger
Beboerklagenævnets opgave
Det er beboerklagenævnets opgave at træffe afgørelser i tvister mellem lejere og udlejere i almene boliger i henhold til Lov om leje af almene boliger.
Nævnet kan kun træffe afgørelser inden for de områder, hvor beboerklagenævnet er tillagt kompetence.
Kompetenceområdet
Kompetenceområdet omfatter følgende typer af sager:
Udlejers overholdelse af de formelle regler for varsling af lejeforhøjelse, men ikke spørgsmål om huslejens størrelse
- Mangler ved det lejede
- Pligt til indvendig vedligeholdelse af boligen
- Varme- og vandregnskaber
- Betaling for istandsættelse efter fraflytning, herunder også spørgsmål om udgifternes rimelighed
- Pålægge udlejer tidsfrister for gennemførelse af arbejder på ejendommen
- Lejers ret til f.eks. at opsætte vaskemaskine, opvaskemaskine, parabolantenne
- Betaling for fællesantenne
- Lejers ret til at forbedre boligen, f.eks. modernisere køkken og badeværelse
- Overtrædelse af husorden
- Afregning af beboerindskud eller depositum
- Spørgsmål om ret til fremleje, bytteret og ret til fortsættelse af lejemålet
- Beboerdemokratiets beslutninger i forhold til selve beslutningsprocessen, men ikke i forhold til beslutningens indhold
- Udlejers overholdelse af udlejningsreglerne
Beboerklagenævnet er upartisk
Beboerklagenævnet optræder ikke på den ene parts side, men er upartiske. Det er således ikke beboerklagenævnets opgave at hjælpe lejere med at føre sag mod udlejere eller omvendt.
Forskellen er dog, at nævnets afgørelser ikke kan tvinges igennem over for den part, der pålægges en pligt i afgørelsen. Hvis ikke parterne accepterer nævnets afgørelse, så må de gå i retten og få en dom, som så kan gennemtvinges.
Råd og vejledning
Beboerklagenævnet er heller ikke et rådgivningsorgan, og det yder således ikke vejledning til parterne i en tvist - bortset fra i sager om overtrædelse af husorden.
Hvis man som lejer har brug for råd og vejledning må man søge hjælp enten ved en lejeorganisation, ved retshjælpen eller ved en advokat. Det må forventes, at man skal melde sig ind i lejerorganisationen, hvis man ønsker at få hjælp her. Retshjælp er gratis.
Beboerklagenævnets sekretariat kan alene vejlede om, hvordan man konkret bærer sig ad med at indbringe en sag. I sager om overtrædelse af husorden bistår sekretariatet dog efter anmodning i fornødent omfang sagens parter med afgivelse af skriftlig udtalelser.
Indbringelse af en sag
Hvis man som lejer eller udlejer ønsker beboerklagenævnets afgørelse i en tvist, skal man indbringe sagen skriftligt og vedlægge fornøden dokumentation.
Denne blanket bedes anvendt til indbringelse af en sag.
Efter indbringelsen foretager nævnets sekretariat det videre fornødne med hensyn til at få sagen oplyst og forelagt for beboerklagenævnet.
Klagen adresseret til ”Beboerklagenævn” skal sendes via e-boks til CVR: 29188947, via sikker mail til post@nordfynskommune.dk eller pr. post:
Beboerklagenævnet Nordfyns Kommune
Østergade 23
5400 Bogense
Det koster 149 kr. at få behandlet en sag i 2022.
Beløbet skal indsættes på kommunens konto i Danske Bank - reg.nr. 4366 og kontonr. 4767194668 med oplysning om ”Beboerklagenævnet og lejemålets adresse”
Beboerklagenævnets sammensætning
Nævnet er sammensat af en formand og to andre medlemmer. Formanden skal være jurist og bliver beskikket af statsamtmanden efter indstilling fra Kommunalbestyrelsen. De to medlemmer skal være kendt med huslejeforhold, og de bliver udpeget af Kommunalbestyrelsen efter indstilling fra henholdsvis større grundejerforeninger og lejerforeninger.
Udnævnelsen af formand og de øvrige medlemmer sker normalt for en periode på 4 år.
I perioden 1. januar 2022 – 31. december 2025 er nævnets medlemmer følgende:
- Formand: Lars Iversen (Suppleant: Anders Munch-Jensen)
- Lejerrepræsentant: Peter Madsen (Suppleant: Emil Lundqvist)
- Udlejerrepræsentant: Kim Johansen (Suppleant: Klaus Hansen)
Læs mere
Kontaktperson ved Nordfyns Kommune: Anja Vang Hansen
Her kan du læse om Huslejenævnet, der behandler en række tvister i private lejeboliger
Huslejenævnets medlemmer
Formand og medlemmer af Nordfyn Kommunes Huslejenævn udnævnes normalt for en periode på 4 år.
Huslejenævnets opgave
Huslejenævnet træffer afgørelser i tvister mellem lejere og udlejere i private udlejnings-ejendomme. Det sker efter reglerne i lejelovgivningen, og kun inden for de områder, hvor huslejenævnet i loven har kompetence.
De hyppigst forekommende tvister er sager om:
- Huslejens størrelse
- Pligt til vedligeholdelse
- Fraflytning og afregning af depositum
- Varme- og vandregnskaber
Huslejenævnet er upartisk. Erfaringer viser, at mange borgere har den opfattelse, at huslejenævnet har til opgave at hjælpe en lejer med at føre sag mod sin udlejer. Det er en forkert opfattelse.
Huslejenævnet optræder ikke på den ene parts side, men er upartiske. Forskellen mellem nævnet og en domstol er, at nævnets afgørelser ikke kan tvinges igennem over for den part, der pålægges en pligt i afgørelsen. Hvis ikke parterne accepterer nævnets afgørelse, så må de gå i retten og få en dom, som så kan gennemtvinges.
Hvis udlejer ikke efterlever tre eller flere endelige afgørelser fra nævnet inden for en periode på 2 år, kan udlejeren ved dom frakendes retten til at administrere ejendomme med udlejede beboelseslejligheder og til at bestemme, hvem der skal administrere dem, jf. lejelovens § 113a.
Råd og vejledning
Huslejenævnets opgave er heller ikke at rådgive eller yde vejledning til parterne i en tvist.
Hvis man har brug for råd og vejledning kan man bl.a. gå til en advokat, søge hjælp ved lejer– eller udlejerorganisationer eller møde hos retshjælpen.
Det må forventes, at man skal melde sig ind i en organisation, hvis man ønsker at få hjælp fra den pågældende organisation.
Du kan læse mere om retshjælp på domstol.dk. Retshjælp er gratis.
Du kan finde en liste over retshjælpsydende advokater i Odense retskreds 2016.
Huslejenævnets sekretariat kan naturligvis vejlede om, hvordan man konkret bærer sig ad med at føre en sag for nævnet.
Indbringelse af en sag
Hvis man som lejer eller udlejer ønsker huslejenævnets afgørelse i en tvist, skal man lave en skriftlig klage og præcisere, hvad nævnet skal tage stilling til.
Denne blanket bedes anvendt til indbringelse af en sag.
Desuden skal der vedlægges den nødvendige dokumentation for det, der ønskes behandlet.
Generelt er det som minimum en kopi af lejekontrakten samt evt. andre dokumenter, ind- og fraflytningsopgørelser, billeder, fakturaer, mv. som er nødvendige for at behandle klagen.
Efter at sagen er startet i nævnet, sørger nævnets sekretariat for at få sagen oplyst og forelagt for nævnet.
Klagen skal sendes til:
pr. sikker mail til post@nordfynskommune.dk,
eller via e-boks til Nordfyns Kommune (CVR: 29188947) adresseret til "Huslejenævnet"
eller pr. post til Huslejenævnet, Nordfyns Kommune, Østergade 23, 5400 Bogense
Det almindelige gebyr for behandling af sager ved huslejenævnet 319 kr. (2022)
Gebyret for forhåndsgodkendelser af huslejen udgør 533 kr. (2022).
Endeligt skal udlejer betale et gebyr på 6.000 kr. (2022), som kun skal betales af udlejere, når sagen ender med, at lejeren får fuldt medhold i nævnet.
Beløbene skal indsættes på kommunens konto i Danske Bank - reg.nr. 4366 og kontonr. 4767194668 med oplysning om ”Sag til huslejenævnet”
Huslejenævnets sammensætning
Huslejenævnet er sammensat af en formand og to andre medlemmer. Formanden skal være jurist og bliver beskikket af statsamtmanden efter indstilling fra Kommunalbestyrelsen. De to medlemmer skal være kendt med huslejeforhold og bliver udpeget af Kommunalbestyrelsen efter indstilling fra henholdsvis større grundejerforeninger og lejerforeninger.
Udnævnelsen af formand og de øvrige medlemmer sker normalt for en periode på 4 år.
I perioden 1. januar 2022 – 31. december 2025 er nævnets medlemmer følgende:
- Formand: Lars Iversen (Suppleant: Anders Munch-Jensen)
- Lejerrepræsentant: Peter Madsen (Suppleant: Emil Lundqvist)
- Udlejerrepræsentant: Kenneth Kuchler (Suppleant: Majbritt Birch)
Reglerne om Huslejenævnets organisation og virksomhed finder du i kapitel VI i Boligreguleringsloven.
Læs mere
Kontaktperson ved Nordfyns Kommune: Anja Vang Hansen