
Danmarks nationale Klimahandledag
I Nordfyns Kommune tager vi del i Danmarks nationale Klimahandledag, og støtter op om fælles handling for klimaet - og du kan være med!
Hvad er den nationale klimahandledag?
Den nationale klimahandledag er dedikeret til at fremme positive tiltag for klimaet. Det er en dag, hvor organisationer, foreninger, grupper og privatpersoner kan bidrage med klimavenlige handlinger. Alle kan deltage – uanset om det drejer sig om aktiviteter på arbejdspladsen, at engagere naboerne i fælles klimaindsatser, eller at tage personlige initiativer. Det handler om, at vi sammen tager ansvar og gør en forskel, både som fællesskab og individ.
Deltag og vær en del af noget større
På dagen går du sammen i de fælleskaber, du er en del af, uanset om det er arbejdspladsen, dine fritidsaktiviteter eller dit nabolag for at gøre noget godt for klimaet.
Sammen vælger I en handling, der giver værdi for jer og gør en forskel for klimaet, såsom at spise vegetarisk, gøre lidt ekstra ud af affaldssorteringen, droppe engangsservicen eller noget helt fjerde.
Klimahandledagen er en dag for alle, og der er plads til alle typer af klimahandlinger, både store og små. Når vi handler sammen, har alle indflydelse. Så sæt et mål, der motiverer jer!
Få inspiration til klimahandlinger
Nordfyns Kommune deltager
I Nordfyns Kommune har vi hver dag fokus på klimaet, men til klimahandledagen sætter vi ekstra spot på det og giver alle vores afdelinger, enheder og institutioner mulighed for at dedikere en time af arbejdsdagen til at gøre noget godt for klimaet.




