Dansk Sprognævns nye lokaler indvies for fuld musik

15.05.2019

Torsdag den 16. maj, kl. 15.30, Adelgade 119 B, Bogense I januar 2018 blev det besluttet at flytte Dansk Sprognævn fra Hovedstaden til Bogense på Nordfyn. Her 1½ år senere er Sprognævnet på plads i sine nye lokaler, og torsdag bliver huset officielt indviet.

 
 

Der er deltagelse fra Kulturministeriet, Sprognævnets samarbejdspartnere, ledelse og medarbejdere samt Nordfyns Kommune. Nordfyns Musikskole sørger for musikunderholdningen.

 

Beslutningen om at flytte Sprognævnet til Bogense har været ledsaget af stor debat. Det er dog ikke noget, som den nytiltrådte direktør for Sprognævnet Thomas Hestbæk Andersen bruger meget energi på. Han er mere optaget af at fortsætte de opgaver, som Sprognævnet er sat i verden for at løse.

 

Thomas Hestbæk Andersen siger:

    - Vi har brugt mange ressourcer på at flytte, halvdelen af Sprognævnets medarbejdere er nye, og på mange måder er vi midt i en omvæltning. Men den klarer vi, alle knokler på med krum hals, arbejdsrutinerne begynder at falde på plads, og Bogense har taget godt imod os. Så i stedet for at tale mere om udflytning vil jeg hellere bemærke, at vi er nu er flyttet ind. Og her fra vores nye hus vil Dansk Sprognævn være en stærk stemme om sproget nu og fremover.

 

En festdag for Nordfyns Kommune

For Nordfyns Kommune er indvielsen af Dansk Sprognævns nye hus en festdag. Det er ingen hemmelighed, at kommunen med borgmester Morten Andersen i spidsen har argumenteret for, at også Nordfyns Kommune kan huse statsinstitutioner.

    - Det er der blevet lyttet til. Derfor vil vi også bidrage til at Sprognævnet føler sig velkommen her i Bogense. Vi er stolte over at kunne byde en så anerkendt institution som Dansk Sprognævn velkommen. Sprognævnet er en institution, som de fleste danskere kender til og respekterer, siger Morten Andersen.

 

Gode muligheder for samarbejde

Den nordfynske borgmester ser gode muligheder for, at kommunen kan indgå i samarbejder med Sprognævnet om indsatser af fælles interesse. Han peger på, at der allerede har været drøftelser med Sprognævnet og Syddansk Universitet om at etablere refugium-ophold for forskere på Nordfyn.

    - Med vores langstrakte kysstrækning, den skønne, uspolerede natur og de store vidder vil det være helt oplagt for forskere at søge ophold her, når der er brug for ro til fordybelse, siger borgmester Morten Andersen.

 

Fotos kan frit benyttes.

 
Kontaktinformation

Borgmester Morten Andersen, tlf. 40 40 24 47

Direktør for Dansk Sprognævn Thomas Hestbæk Andersen, tlf. 31 50 10 30