Prestigefyldt U17-turnering spilles på Fyn

18.06.2019

Et stærkt samarbejde mellem DBU, DBU Fyn og de fynske kommuner Nyborg, Kerteminde, Middelfart og Nordfyns Kommuner har sikret, at U17-drengenes årlige Open Nordic-turnering skal spilles på Fyn. 

 

Foto: DBU

 

Når Danmarks U17-drengelandshold i starten af august skal forsvare de rød-hvide farver i den prestigefyldte Open Nordic-turnering, bliver det på hjemmebane, mere præcist på fem forskellige stadions på Fyn. 

 

Turneringen er faldet på plads takket være et samarbejde mellem DBU, DBU Fyn samt de fire fynske kommuner Nyborg, Kerteminde, Nordfyn og Middelfart.

 

Deltagerne repræsenterer landshold fra Finland, Mexico, Island, Sverige, Færøerne og Nordirland, foruden naturligvis Danmark, og i de involverede byer ser borgmestrene adskillige perspektiver i Open Nordic turneringen.

 

    - Vi tror på, at denne turnering kan tiltrække en masse besøgende til Fyn", forudser borgmester i Kerteminde Kasper Ejsing Olsen (A) 

    Han suppleres af Nyborgs borgmester Kenneth Muhs (V), Det er utrolig positivt vi kan arbejde sammen om at få de mange landsholdstalenter hertil, for at vise sig frem på Fyn. 
    Middelfart lægger græs til to landskampe og borgmester Johannes Lundsfryd Jensen (A) forventer seværdige kampe på højt niveau.
    Nordfyns Kommunes borgmester, Morten Andersen (V) lægger vægt på at turneringen kan give et boost til de mange unge fodboldspillere på Fyn og til idrætskulturen på hele øen.  

 

Kampene spilles fra den 4. til 10. august på Nyborg Stadion, Langeskov Stadion, Otterup Stadion, Middelfart Stadion og Nørre Aaby Stadion. Åbningskamp og finalematch foregår i Nyborg, hvor det danske landshold også er indkvarteret.

 

Landsholdsspiller: Glæder sig til at spille på hjemmebane

Ungdomslandsholdsspiller Gustav Grubbe Madsen er opvokset på Fyn og spiller til dagligt for OB. Derfor er det ekstra specielt for ham, at hjemmebanen ligger, hvor den gør.

    - Det er helt vildt fedt at skulle spille for Danmark på hjemmebane og så endda på Fyn. Der vil komme en masse familie og venner og se os spille, hvilket er fantastisk. Jeg glæder mig, siger den 16-årige forsvarsspiller.

 

Også hos DBU Fyn vækker det stor glæde, at så traditionsrig en turnering skal afvikles i Danmark.

    - At vi har indgået en aftale med fire kommuner er fantastisk og skaber gode forudsætninger for en flot turnering. Det bliver en festdag for spillerne og de lokale klubber, når der skal afvikles landskampe på deres stadions, siger Arne Appelgren, der er klubrådgiver og kommunekonsulent i DBU Fyn.

 

Vedlagte billeder kan frit benyttes med kreditering af DBU. Billederne er:

  • Holdfoto fra den seneste landskamp på Bornholm mod Slovakiet
  • Kampbillede af Gustav Grubbe Madsen (OB) - både i højformat og bredformat
  • Kampbillede af Philip Banda Hjøllund Sørensen (FCK)
 
Kontaktinformation

Borgmester Kenneth Muus (V), Nyborg Kommune, tlf. 63 33 71 01
Borgmester Kasper Ejsing Olesen (A), Kerteminde Kommune, tlf. 24 65 92 49
Borgmester Johannes Lundsfryd Jensen (A), Middelfart Kommune, tlf. 25 28 41 42
Borgmester Morten Andersen (V), Nordfyns Kommune, tlf. 40 40 24 47