Uge 39: Frivilligheden lever på Nordfyn

26.09.2018

I denne uge bliver frivillige fejret i Nordfyns Kommune. Flere frivillige organisationer får besøg af deres helt egen politikerpraktikant. Fredag eftermiddag indvies det nye frivillighus på Poppelvej i Bogense. Og samme aften bliver der holdt fest for alle frivillige i kommunen - en fest, der har vist sig at være et sandt tilløbsstykke.

 

Borgmester Morten Andersen er her fotograferet sammen med leder af frivilligcentret Birgitte Schwabe, mens indretningen af frivilligcentrets nye lokaler stod på.

 

    - Alle årets øvrige uger arbejder de frivillige for os andre, men i Frivilligugen vender vi kasketten. Her handler det om at anerkende de frivillige for den uvurderlige indsats, de gør, siger borgmester Morten Andersen. 

 

Fest for de frivillige må flyttes

Fredagens fest for de frivillige er arrangeret af Frivilligcenter Nordfyn. Egentlig skulle festen være holdt i Frivilligcentrets nyindrettede lokaler på Poppelvej i Bogense, men et overraskende stort antal tilmeldinger har gjort det nødvendigt at flytte arrangementet til Tingstedet i Søndersø.

    - Vi flytter selvfølgelig gerne festen, når det sker på den baggrund. Det viser jo, at frivilligheden lever og har det godt i Nordfyns Kommune. Det viser også, at der er opbakning til den måde, vi arbejder med frivillighed på, siger leder af Frivilligcenter Nordfyn Birgitte Schwabe.

 

Politikere i praktik

Som en del af Frivilligugen er repræsentanter fra kommunalbestyrelsen i praktik hos nogle af de lokale frivillige organisationer. Praktikanterne er:

  • Gert Rasmussen i Bogense Pensionistforening (mandag 14.00-17.00)
  • Anne-Lise Sievers i Røde Kors Butikken i Søndersø (mandag 15.00-17.00)
  • Kenneth Clasen hos Frivilligcenter Nordfyn (tirsdag 8.30-12.30)
  • Mogens Christensen hos Senioridræt i Bogense (tirsdag 9.30-11.30)
  • Helle Brunse hos Mødestedet i Søndersø (tirsdag 10.00-12.00)
  • Anja Lund hos Parkinsonforeningen (tirsdag 18.00-21.00)
  • Helle Waagner hos Bedre Psykiatri (tirsdag 19.00-21.00)
  • Gitte Kristiansen hos Seniorhuset i Otterup (onsdag 13.30-15.00)
  • Morten Andersen hos Demenscaféen i Søndersø (torsdag 9.30-12.00)

Også kommunaldirektør Morten V. Pedersen deltager med et besøg hos Hjerteforeningen.

 

Navnet er valgt

Under indvielsen af Frivillighusets lokaler bliver navnet på det nye frivillighus offentliggjort. Navnet er valgt blandt de forslag, der er kommet ind i fra borgerne i en navnekonkurrence.

    -  Dommerkomiteen har været samlet, og vi har fundet frem til det bedste forslag. Uden at røbe for meget kan jeg fortælle, at navnet fortæller noget om at binde os alle sammen, og det noget af det, de frivillige er rigtig gode til, siger Birgitte Schwabe.

 

Indvielsen af frivillighuset finder sted fredag kl. 14.00, Poppelvej 4 i Bogense. Alle interesserede er velkomne.

 
Kontaktinformation

Borgmester Morten Andersen, 40 40 24 47
Leder af Frivilligcenter Nordfyn, Birgitte Schwabe, 60 81 12 15