Otterup Idrætscenter gør klar til åbningsfest

04.10.2018

På lørdag kl. 13.30-16.00 er der indvielse af Otterup Idrætscenter. Indvielsen er kulminationen på en omfattende ombygning og udvidelse af Otterup Hallen. Med anlægsudgifter på over 37 mio. kr. er det den største anlægsinvestering i Nordfyns Kommunes historie.

 
 

Borgmester Morten Andersen siger:

    - Det bliver en festdag af de helt store. Med udvidelsen fremstår Otterup Hallen som en topmoderne hal, der vil være et omdrejningspunkt for både de lokale brugere, men også har potentialet til at trække aktive til fra såvel Odense som resten af Fyn.

 

Med udvidelsen er der ca. 10.000 kvadratmeter under tag på området ved Stadionvej. Ud over et stort lyst og moderne motionscenter til Motion og Velvære, er der bygget en fuld udstyret gymnastikhal med alle moderne springfaciliteter. I caféområdet vil der være møbleret til 150 personer, der kan mødes i forskellige sociale sammenhænge.

 

Kommunalt træningscenter rykker tættere på borgerne

Som en del af projektet har Nordfyns Kommunes træningscenter fået nye lokaler i Otterup Idrætscenter. Centret lå tidligere på Plejecentret Bryggergården, men med den nye placering er tanken, at genoptræningen rykker tættere på civilsamfundet.

    - Der ligger et vigtigt signal i, at den kommunale træning nu foregår side om side med de almindelige halaktiviteter. Det er med til at gøre overgangen fra sygdom og genoptræning til en almindelig tilværelse meget nemmere. Ja, så nemt, at vores borgere faktisk kan gå direkte fra genoptræningen og over til de gængse tilbud, siger formand for Social- og Sundhedsudvalget Mogens Christensen.

 

Masser af aktivitet

Indvielsen byder på et 2½ times program med taler, overrækkelse af præmier i en navnekonkurrence, springaktiviteter af Otterup Gymnasterme og en basketball-kamp mellem Skeby Basket og Morud Basket. Derudover er der åbent hus i Nordfyns Kommunes nye genoptræningsfaciliteter samt i Motion og Velværes nye rammer. Otterup Håndboldklub arrangerer aktiviteter i opvisningshallen, og Nordfyns Musikskole sørger for velklingende toner fra kl. 13.30-15.00.

    - Stemningen er helt i top, og vi glæder os til at vise de nye flotte faciliteter frem. Nu er Sundhed og Velvære på plads, ligesom Nordfyn Kommune også er det i sine flotte træningsfaciliteter. Nu håber vi bare, at rigtig mange borgere lægger vejen forbi på lørdag, så vi kan få en mindeværdig åbningsfest, siger centerleder Christian Tranberg.

 

Se program for åbningsfesten

 
Kontaktinformation

Borgmester Morten Andersen, 40 40 24 47

Formand for Social- og Sundhedsudvalget Mogens Christensen, 40 16 41 96

Centerleder Christian Tranberg, 22 27 25 30