Uddannelsesmesse med et klart mål: Uddannelse til alle

02.11.2018

En uddannelsesmesse skal hjælpe unge med at træffe det rigtige uddannelsesvalg, der peger frem mod beskæftigelse. Sådan en messe kan eleverne fra 8.-10. klasse og deres forældre se frem til, når Nordfyns Kommune igen holder uddannelsesmesse på Nordfyns Gymnasium. Det sker torsdag den 8. november.

 
 

Det danske arbejdsmarked er i vækst, og arbejdsgiverne efterlyser kvalificeret arbejdskraft nu og fremtiden. Hvis der ikke gøres en aktiv indsats for at sikre tilstrækkelig og kvalificeret arbejdskraft, vil det i sidste ende gå ud over væksten. Når Nordfyns Kommune slår dørene op for uddannelsesmessen, sker det med fokus på at hjælpe de unge med at forstå sammenhængen mellem deres kommende uddannelsesvalg og deres fremtidige jobmuligheder.

    - Messen har knivskarp fokus på uddannelse til alle. Noget så vigtigt som de unges uddannelsesvalg skal ikke være baseret på en indskydelse eller noget, man tror, man ved. Det skal ske på et oplyst grundlag. Med uddannelsesmessen præsenterer vi de unge for en række vejledningsmuligheder og -tilbud, så de kan blive bedst muligt klædt på til at træffe de rigtige valg senere, forklarer formand for børne- og ungeudvalget Anja Lund.

   

Messe i to dele

På dagen er messen åben i dagtimerne for eleverne i kommunens 8.- 10. klasserne. Om aftenen kl. 19.00 - 21.00 åbnes dørene for forældrene, gerne i følgeskab med deres unge.

 

Allerede i skolen får eleverne hjælp

Uddannelsesmessen står naturligvis  ikke alene. Skolerne i Nordfyns Kommune arbejder allerede med tiltag, som hjælper eleverne med at træffe det ofte svære valg om uddannelse - og det skal gøre vejen ud på arbejdsmarkedet meget nemmere, når den tid kommer.

    Også samarbejdet med Syddansk Erhvervsskole om et samlet 10. klassespor på det nordfynske campus i Søndersø,  viser en klar strategi uddannelse til alle. Det er der ifølge udvalgsformand Anja Lund nemlig mange gode grunde til.

    - Det har både en betydning for den unge og for samfundet som sådan, at de bliver del af fællesskabet og dermed selv kan skabe rammerne for deres fremtidige liv. Uddannelse og arbejde er et vigtigt skridt i den retning. Det betyder færre udsatte unge og mere vækst i samfundet, siger Anja Lund.

 

Foruden ungdomsuddannelserne og Ungdommens Uddannelsesvejledning deltager også en række lokale virksomheder på messen.

    Virksomhederne skal hjælpe de unge med at oversætte deres nysgerrighed på uddannelse til konkrete jobperspektiver. Herved kan de unge sætte sig ind i, hvad uddannelse rent faktisk kan føre til.

 
Kontaktinformation

Formand for Børn- og Ungeudvalget Anja Lund,  21 59 84 16

Skole- og dagtilbudschef Gitte Høj Nielsen, 23 60 37 52