Nordfyns Kommune sætter pris på miljøet

05.11.2018

Fra 2019 uddeler Nordfyns Kommune årligt tre miljøpriser - en til virksomheder, en til frivillige og en til skoleklasser/institutioner.

 
 

Fremadrettet vil Nordfyns Kommune årligt uddele tre miljøpriser til henholdsvis virksomheder, frivillige og skoleklasser/institutioner. Priserne vil blive uddelt hvert forår, første gang i foråret 2019, til dem der har gjort en særlig indsats for miljøet.

 

Miljøpriserne skal være med til at synliggøre og anerkende de mange gode initiativer for et bedre miljø på Nordfyn, hvad enten det er virksomheder, frivillige eller en af kommunens egne institutioner og skoler, der står bag. Priserne skal også bidrage til at sætte skub i innovationen, så vi alle kan blive bedre til at passe på miljøet.

 

Miljøpriserne er stiftet med baggrund i FN´s Verdensmål samt for at opfylde Kommunens Politik for Miljø og Energi.

 

    - Vi vil gerne sætte spot på, hvad borgere og virksomheder har gjort for at blive bedre til at passe på miljøet, ikke kun for at skabe et bedre miljø her og nu, men også for at give et godt miljø videre til de fremtidige generationer. Fantasien og innovationen skal i spil, så vi alle kan blive inspireret, siger formand for Teknik- og Miljøudvalget Anders Thingholm.

 

For at vinde skal man indstilles som kandidat via Nordfyns Kommunes hjemmeside. Alle kan indstille egen eller andre virksomheder, frivillige og skoleklasser/institutioner til prisen, hvorefter vinderne vil blive valgt på baggrund af tre kriterier:

  1. Effekt for miljøet - at der er en målbar effekt på kort eller lang sigt for en miljømæssig problemstilling, som er relevant i det nordfynske område.
  2. Engagement bredt i virksomheden/organisationen/institutionen/klassen - at initiativet understøtter fællesskabet og sker gennem samarbejde såvel internt som eksternt.
  3. Opfindsomhed - at initiativet er nemt, smart, nytænkende eller noget helt andet, samtidig med at det har en effekt for det liv, der leves på Nordfyn.

Vinderne vil modtage et synligt bevis for indsatsen i form af et diplom og en mindre erkendtlighed. Gevinsten afstemmes i forhold til vinderen og kan for eksempel være et arrangement eller midler til et arrangement.

 

Offentliggørelse af vindere

  • Vinderen af den Nordfynske Miljøpris for virksomheder vil ske på NEET´s (Nordfyns Event Erhverv og Turisme) generalforsamling, som normalt ligger i marts måned.
  • Vinderen af den Nordfynske Miljøpris for frivillige vil ske ved Nordfyns Stjernepriser, som afholdes i maj måned.
  • Vinderen af den Nordfynske Miljøpris for børn og unge vil ske på den pågældende institution ved et annonceret arrangement.
 
Kontaktinformation

Formand for Teknik- og Miljøudvalget Anders Thingholm, 2115 3082 / 2482 8912

Chef for Natur- og miljøafdelingen Mette Højby Petersen, 29 74 33 84