Nordfyns Kommune takker de frivillige i integrationsindsatsen

31.01.2018

Det sker ved et dialogmøde på Søndersø Rådhus, Vesterled 8, 5471 Søndersø i mødelokalet Tingstedet 1, kl. 17.00 - 19.00

 
 

Torsdag den 1. februar har Nordfyns Kommune inviteret alle de frivillige, der på den ene eller anden vis hjælper flygtninge med at blive integreret i kommunen, til et dialogmøde. Her vil formanden for arbejdsmarkedsudvalget, Kim Johansen, være vært for et par timer med dialog, information og hyggeligt samvær.

 

"Frivilligheden slår i øjeblikket igennem på rigtig mange områder, også når det gælder at integrere flygtninge. Vi ved, at det at være integreret på arbejdsmarkedet ofte også fører til integration i andre sammenhænge. Det er vores frivillige rigtig gode til at understøtte, og det vil vi gerne anerkende", siger formand for Arbejdsmarkedsudvalget Kim Johansen. 

 

Det gode eksempel

De frivillige vil møde en lokal virksomhed, CRH Concrete A/S, Søndersø, som har ansat flere flygtninge og herved hjulpet dem i selvforsørgelse. De vil også møde en af de flygtninge, der har fået job på virksomheden og høre om hans møde med det danske arbejdsmarked.

 

Det at komme i job og kunne forsørge sig selv og sin familie er en stor del af en vellykket integration og et fundament for en god fremtid. Derfor vil deltagerne på mødet drøfte, hvordan de frivillige, virksomhederne og kommunen i fællesskab kan understøtte, at endnu flere flygtninge i Nordfyns Kommune finder fodfæste på arbejdsmarkedet.

 
Kontaktinformation

Formand for Arbejdsmarkedsudvalget Kim Johansen, tlf. 30 57 70 94

Direktør for Social og Arbejdsmarked Ulla Andersen, tlf. 64 82 83 02