Bliv din egen energirådgiver

01.11.2017

Kom og hør om energirenoveringer


Som boligejer kan det være svært at vide, hvilke energiforbedringer der bedst tjener sig hjem eller tilfører huset større værdi i forhold til komfort, indeklima og arkitektur. 

Skal man vælge at isolere sin bolig eller udskifte vinduer for at undgå træk? Eller er det bedre at skifte oliefyret ud med en varmepumpe?

Du kan få svar på dine spørgsmål den 28. november 2017 hvor Nordfyns Kommune og Energistyrelsens rådgivningstjeneste, SparEnergi.dk, holder en aften, hvor du kan bliver kogere på mulighederne i netop din bolig. 

Fageksperter deltager på mødet, og aftenen vil være en kombination af korte oplæg, små opgaver og workshops, hvor du får hjælp til at relatere aftenens input til din egen bolig.

Se indbydelsen her.

Der er penge at spare, hvis du tænker energi ind, når du renoverer din bolig.

Energirenovering øger værdien af din bolig. En energirenoveret bolig bruger mindre varme, er billigere at bo i og øger salgsværdien. 

Danske boliger kan i gennemsnit spare mere end 30 procent på opvarmning af boligen ved at energirenovere, viser beregninger fra Statens Byggeforsknings Institut. Du kan derfor med fordel tænke energieffektive løsninger ind i hjemmet, hvis du ønsker at spare penge på energiregningen.

”Mange boligejere vælger at renovere boligen for at opnå et lavere energiforbrug. Samtidig ser vi en tendens til, at boligen stiger i værdi, når energimærket bliver bedre. Generelt er energimærket blevet en væsentlig parameter for potentielle købere”, lyder det fra Jesper Nørgaard fra Energistyrelsen. 

Et hus på 100 m2 øger i snit salgsværdien med 40-55.000 kr., hver gang husets energimærke rykker en tak op ad skalaen. Det viser en undersøgelse gennemført af Copenhagen Economics for Energistyrelsen.

Energimærkningen viser, hvor god energimæssig stand boligen er i, og synliggør energiforbruget og de muligheder, der er for at spare energi i bygningen. Energimærkningen er gyldig i 10 år.