150 til nytårskur på Bogense Rådhus

19.01.2016

Trods sammenfald med EM-håndbold mødte 150 repræsentanter fra virksomheder, foreninger og andre lokale aktører op, da Nordfyns Kommune mandag d. 18. inviterede til nytårskur på Bogense Rådhus.

Borgmester Morten Andersen gav en status på arbejdet med at gøre Vision 2021 til virkelighed. Konklusionen var, at der er sat gang i en meget positiv bølge i Nordfyns Kommune - med fremgang på næsten alle måltal. Det gælder f.eks. udviklingen i antallet af borgere, hvor der i 2015 har været en tilvækst på 400 borgere. Hvad effektiv drift angår, har kommunen flyttet sig fra at være nr. 2 i landet til en førsteplads.

- Det er i sig selv ikke et mål at være den kommune, som bruger færrest lønkroner på administration målt pr. indbygger, men når man holder det op mod de resultater, som vi skaber, så er der grund til at være tilfreds, sagde borgmester Morten Andersen i sin tale.

Se video fra Nytårskuren

Morten Andersen understregede dog, at Nordfyns Kommune ikke skal hvile på laurbærrene, men fortsætte den positive udvikling. På beskæftigelsesområdet er der klart brug for at gøre en ekstra indsats, da der på Nordfyn er stilstand i beskæftigelsen modsat de fleste andre kommuner, som oplever fremgang.

- Derfor investerede vi i september sidste år 24 millioner kr. i beskæftigelsesindsatsen og ansatte i den forbindelse 8 jobrådgivere og virksomhedskonsulenter, der skal sikre, at flere af vores borgere kommer i arbejde. Det konkrete mål er at øge arbejdsstyrken med 400 fuldtidsstillinger inden udgangen af 2018, lød det fra borgmesteren.

Nordfyns Kommune brugte nytårskuren til at vise en helt ny video om arbejdet med at gøre Vision 2021til virkelighed. Videoen blev positivt modtaget. Du kan se videoen nedenfor.