Endelig vedtagelse af Kommuneplantillæg nr. 14 og Lokalplan nr. 2018-1, Sommerhusområde

29.06.2018

Nordfyns Kommune har d. 20. juni 2018 vedtaget kommune-plantillæg
nr. 14 og lokalplan 2018-1 for Sommerhusområde
ved Ferievej, Sommervej, Forårsvej, Solskinsvej og Strandbyvej

Lokalplanen er tilvejebragt for at fastlægge bestemmelser for udvikling af det eksisterende sommerhusområde, således at der kan ske en fornyelse i området, som sikrer et godt feriemiljø for såvel sommerhusejerne som for områdets gæster.

Planforslagene har været i offentlig høring fra d. 23. marts 2018 til d. 18. maj 2018.

Miljøvurdering
Der er foretaget en miljøscreening af planforslaget iht. Lov om miljøvurdering af planer og programmer. Miljøscreeningen er vedlagt lokalplanen som bilag. Kommunen har vurderet, at der ikke skal gennemføres en miljøvurdering, begrundet i, at planerne vurderes ikke at have væsentlig indvirkning på miljøet da der er tale om et allerede udbygget område. 

Miljøscreeningen har været i offentlig høring sammen med lokalplanforslaget.

Retsvirkninger
Samtidig med denne annoncering træder følgende retsvirkninger i kraft: Inden for lokalplanens område må der ikke retligt eller faktisk etableres forhold i strid med planens bestemmelser, medmindre byrådet meddeler dispensation efter reglerne i planlovens § 19.

Klagemulighed
Afgørelsen om endelig vedtagelse af planforslagene kan, i forhold til de retlige forhold, påklages til Planklagenævnet. Klagefristen er 4 uger fra denne annoncering og udløber derfor den 27. juli 2018.

Du klager via Klageportalen, som du finder et link til på forsiden af www.nmkn.dk. Klageportalen ligger på www.borger.dk og www.virk.dk. Du logger på www.borger.dk eller www.virk.dk, ligesom du plejer, typisk med NEM-ID. Klagen sendes gennem Klageportalen til den myndighed, der har truffet afgørelsen. En klage er indgivet, når den er tilgængelig for myndigheden i Klageportalen. Når du klager, skal du betale et gebyr, som for privatpersoner er på 900 kr. og for virksomheder og foreninger på 1.800 kr. Betaling af klagegebyr sker ved elektronisk overførsel til Planklagenævnet via Klageportalen. Gebyret tilbagebetales, hvis klagesagen fører til, at den påklagede afgørelse ændres eller ophæves, hvis klager får helt eller delvis medhold i klagen, eller klagen afvises som følge af overskredet klagefrist, manglende klageberettigelse, eller fordi klagen ikke er omfattet af Planklagenævnets kompetence. Vejledning om gebyr findes på Planklagenævnets hjemmeside www.nmkn.dk

Planklagenævnet skal som udgangspunkt afvise en klage, som ikke er indgivet ved digital selvbetjening. Nævnet kan undlade at afvise en klage, som ikke er indgivet ved digital selvbetjening, hvis der foreligger særlige forhold, der gør, at klager ikke må forventes at kunne anvende digital selvbetjening. Hvis du ønsker at blive fritaget for at bruge Klageportalen, skal du sende en begrundet anmodning til Nordfyns Kommune, som har truffet afgørelse i sagen. Kommunen videresender herefter anmodningen til Planklagenævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt din anmodning kan imødekommes. Afgørelsen kan indbringes for domstolene inden 6 måneder fra annonceringsdatoen. 

Endelig plan
De endeligt godkendte planer kan ses via www.plansystem.dk, på kommunens hjemmeside under ”Offentliggørelser” eller ved henvendelse i Borgerservice på bibliotekerne i Bogense, Otterup og Søndersø.

Kommuneplantillæg nr. 14
Lokalplan nr. 2018-1 

Kontakt

Plan og Kultur
Otterup Rådhus
Rådhuspladsen 2
5450 Otterup

Tlf.: 64 82 82 82
Send os en sikker besked

Åbningstider

Telefontid

Mandag: 10.00 - 15.00
Tirsdag: 10.00 - 15.00
Onsdag: Lukket
Torsdag: 10.00 - 17.00
Fredag: 10.00 - 13.00

Personlig henvendelse

Mandag: 10.00 - 14.00
Tirsdag: 10.00 - 14.00
Onsdag: Lukket
Torsdag: 12.00 - 17.00
Fredag: 10.00 - 13.00