Beboerklagenævnets opgaver
Det er Beboerklagenævnets opgave at træffe afgørelser i tvister mellem lejere og udlejere i almene boliger i henhold til Lov om leje af almene boliger, men kun inden for de områder, hvor Beboerklagenævnet er tillagt kompetence.
Kompetenceområdet omfatter følgende typer af sager:
- Udlejers overholdelse af de formelle regler for varsling af lejeforhøjelse, men ikke spørgsmål om huslejens størrelse
- Mangler ved det lejede
- Pligt til indvendig vedligeholdelse af boligen
- Varme- og vandregnskaber
- Betaling for istandsættelse efter fraflytning, herunder også spørgsmål om udgifternes rimelighed
- Pålægge udlejer tidsfrister for gennemførelse af arbejder på ejendommen
- Lejers ret til f.eks. at opsætte vaskemaskine, opvaskemaskine, parabolantenne
- Betaling for fællesantenne
- Lejers ret til at forbedre boligen, f.eks. modernisere køkken og badeværelse
- Overtrædelse af husorden
- Afregning af beboerindskud eller depositum
- Spørgsmål om ret til fremleje, bytteret og ret til fortsættelse af lejemålet
- Beboerdemokratiets beslutninger i forhold til selve beslutningsprocessen, men ikke i forhold til beslutningens indhold
- Udlejers overholdelse af udlejningsreglerne
Beboerklagenævnet er upartisk
Beboerklagenævnet optræder ikke på den ene parts side, men har en funktion, som kan siges at ligne domstolenes måde at fungere på. Det er således ikke beboerklagenævnets opgave at hjælpe lejere med at føre sag mod udlejere. Forskellen er dog, at nævnets afgørelser ikke kan tvinges igennem over for den part, der pålægges en pligt i afgørelsen. Hvis ikke parterne accepterer nævnets afgørelse, må de gå i retten og få en dom, som så kan gennemtvinges.
Råd og vejledning
Beboerklagenævnet er heller ikke et rådgivningsorgan, og det yder således ikke vejledning til parterne i en tvist, bortset fra i sager om overtrædelse af husorden..
Hvis man som lejer har brug for råd og vejledning, må man søge hjælp enten ved en lejeorganisation eller ved retshjælpen eller ved en advokat. Det må forventes, at man skal melde sig ind i lejerorganisationen, hvis man ønsker at få hjælp her.
Retshjælp er gratis.
Beboerklagenævnets sekretariat kan alene vejlede om, hvordan man konkret bærer sig ad med at indbringe en sag. I sager om overtrædelse af husorden bistår sekretariatet dog efter anmodning i fornødent omfang sagens parter med afgivelse af skriftlig udtalelse.
Indbringelse af en sag
Hvis man som lejer eller udlejer ønsker Beboerklagenævnets afgørelse i en tvist, skal man indbringe sagen skriftligt og vedlægge fornøden dokumentation.
Efter indbringelsen foretager nævnets sekretariat det videre fornødne med hensyn til at få sagen oplyst og forelagt for Beboerklagenævnet.
Klagen skal sendes til:
- Beboerklagenævnet
Nordfyns Kommune
Rådhuspladsen 2
5450 Otterup
I 2013 er prisen 139 kr. for at få behandlet en sag.
Beløbet skal indsættes på kommunens konto i Danske Bank - reg. nr. 3574 og kontonr. 4767194668 med oplysning om "Sag til beboerklagenævnet".
Beboerklagenævnets sammensætning
Nævnet er sammensat af en formand og to andre medlemmer. Formanden skal være jurist og bliver beskikket af statsamtmanden efter indstilling fra Kommunalbestyrelsen. De to medlemmer skal være kendt med huslejeforhold, og bliver udpeget af Kommunalbestyrelsen efter indstilling fra henholdsvis større grundejerforeninger og lejerforeninger.
Udnævnelsen af formand og de øvrige medlemmer sker normalt for en periode på 4 år.
I perioden 1. januar 2010 - 31. december 2013 er nævnets medlemmer følgende:
|
|
| Formand: |
Lars Iversen Suppleant: Karin Bøgh Pedersen
|
| Lejerrepræsentant: |
Poul Dahl Suppleant: Ulla Hansen |
| Udlejerrepræsentant: |
Kim Johansen Suppleant: Klaus Hansen |
Reglerne om Beboerklagenævnets organisation og virksomhed finder du i kapitel 17 i Lov om leje af almene boliger.
Sidst opdateret: 07.03.2012